Kender du det…?
February 2nd, 2007
Kender du det med at noget går i stykker og man skal ned og bytte det?
Kender du det med at man ikke helt ved om man kan tillade sig det uden bon?
Kender du det med at på vejen derned forsøger ens hjerne at finde på alle mulige undskyldninger for at vende om? Men dette var man forberedt på. Dét sker hver gang. Og mere end én gang har man omfavnet nederlaget og vendt om.
Kender du det med at når man så endelig kommer ned i butikken slår ens hjerte lidt hurtigere og pulsen suser allerede i ørene?
Kender du det med at man så alligevel går formålsløst rundt i 5 minutter selvom der er nok af personale?
Kender du det med at når man så endelig spørger en medarbejder bliver dimsen byttet uden problemer?
Kender du det med at på vejen hjem er man ret glad for at man denne gang gjorde det?
Kender du det med at, når man så er hjemme, bryder pludselig grædende sammen i forbavselse og frustration over at det skal være så svært? Noget der burde være let?
Kender du det? For det gør jeg.
February 2nd, 2007 at 11:30
Nej.
February 2nd, 2007 at 11:38
Simon ved du i øvrigt, hvad en weblogs URL er for noget?
February 2nd, 2007 at 12:30
@Maria,
2 ting :)
1) Tak for dit korte svar på et følelsemæssig indlæg.
2) En weblogs URL er dens adresse. I dette tilfælde http://blog.simz.dk
February 2nd, 2007 at 13:40
Tak Simon :-)
Tænkte det nok, men det er som om blogbot ikke altid vil tage imod URL-adresserne.
Nå jeg finnder ud af noget, men endnu en gang tak :-)
February 8th, 2007 at 17:31
Når nu Maria ikke vil gå ind på emnet, så gør jeg det sgu!
Ja, selvfølgelig kender jeg – “man” kender det. Måske ikke lige i forbindelse med bytning af varer, men jeg er ret overbevist om, at vi alle har vores “et eller andet”, som gør os nervøse, utidige, skræmte, forvirrede osv. osv. Jeg ved, JEG har… Jeg ved, at jeg har været i situationer, stemninger, sammenhænge, som jeg ellers har følt mig ganske godt på toppen af – for med ét at mærke det der ubehag snige sig ind på mig og få en ubestemmelig følelse af at have lyst til at flygte. Bare væk. NU.
Men men – jeg løber jo ingen steder! Jeg har redskaber, der kan få styr på ubehaget. Ikke tillærte redskaber som sådan – men små manøvrer, der får mig til at fokusere på noget andet og bedre. Jeg lader mig ikke drage af det der favntag, du beskriver. Det må være dét, der er det væsentlige. At vide, at man selv har kontrollen. At følelsen ikke lever ens liv, mens man står på sidelinien og gerne vil ind i kampen.
Det er vel et spørgsmål om forvaltning og prioriteter, når alt kommer til alt?!
:-)