I et øjebliks vanvid tog jeg udfordringen op omkring Tæl Dine Skridt. Den mentale vanvidsbrik væltede åbenbart og tog et par brikker mere med sig i faldet, for inden jeg havde set mig om, havde jeg sovset mig selv fuldstændig ind i udfordringer overalt på fabrikken. Derudover havde jeg også sendt et par hånelige mails, som mere eller mindre garanterede sejren, hvorefter jeg, sikker på mig selv, smed mit selvværd og håne-ret i puljen over trofæer som receptionisterne nu højst sandsynlig vil hænge op på deres væg om 14 dage…

Jeg meldte mig tilmed som holdkaption for det stolte IT hold, der ved samme lejlighed blev lukket op ad kælderen, missende med øjnene mod den stærke April-sol og forskrækket over at være lukket ud i det fri for første gang siden Las Colas-tilbudet i Aldi for 37 dage siden.

Jeg ved ikke om jeg troede at jeg, med en fusion af William “They might take our lives…” Wallace-talen og den ny-sete “Tonight we dine In Hell” 300-tale, havde givet mig forhåbninger om at jeg kunne skabe en ‘powerspeech’ som kunne drive mit hold til overraskende sejr.

Jeg skulle blive meget klogere. Jeg kan stadig høre de højlydte fnis, da de forskellige hold fandt ud af at 5 ud af 6 medlemmer fra mit hold ikke havde skridt-tæller med til den første dag, som var i dag. Da de så finder ud af at en fra mit hold nærmest har opgivet på forhånd, har de svært ved at holde lattertårene tilbage.

Men det skal være løgn! Krigen er lige begyndt og måske er det første slag tabt, da vi slet ikke mødte op, men krigen kan stadig…ehem….deltages i? Jeg har derfor været nede og købe skridttællere til resten af mandskabet, sendt trusselmails til den sidste dovne kollaga og pudset kondiskoene.

Det sidste skridt er ikke talt i denne sag…