Lad mig med det samme sige, at jeg ikke har brugt min normale bloggetid på at gå. Den er blevet brugt i min vinkælder, forbandende at jeg tog jobbet som holdkaptain, der pludseligt viste sig at være en del sværere og mere omfangsrigt end først antaget.

Det startede eller så godt på dag 2 eller 3 med peptalk til deltagerne. Jeg havde endda energi til at gå ind og overvåge om de nu også gik som jeg gerne ville have det. Jeg sendte også trussels-sms’er til en udstationeret kollega på ferie, som åbenbart troede at han skulle sidde i en stol og drikke øl, istedet for at gå. Jeg forslog at han i det mindste bandt tælleren til hunden for at få nogle skridt.

Det skulle imiddlertid vise sig fatalt, at jeg sparede på omkostningerne, da jeg købte skridttællere i Bog & Idé til 30 kr stykket. Allerede 3 dage inde i projektet begyndte udstyret at give problemer, for derefter at forsvinde i en sky af billig plastikstøv. Der blev omrokeret til de defekte skridttællere fra sidste år, hvilket mildt sagt ikke var den bedste løsning.
Jeg er sikker på at de ville have talt negativt, hvis de havde haft den funktion…

I rollen som holdkaptain endte jeg total desillusioneret. Trappede op på mit kaffeforbrug, skar ned på vandindtaget og begyndte at ordne alt fra min plads i ren og skær trods. Jeg overvejede endda at smugle alkohol med på arbejde, bare for at synet af mit holds frie fald på grafhimlen blev lidt lettere at tage. Alt imens de andres streg nærmest var lodret op.

Bunden blev i dén grad nået, da jeg en dag glemte at indrapportere mine skridt og fik derved en 0-dag. Det købte i samme sekund alle medlemmer håne-retten resten af tiden.

Og hér sidder man så. På randen af total sammenbrud. Med en defekt skridttæller, frustrerede og mobbende holdkammerater. Grinende konkurrenter. I overforbrug af kaffe og selvmedlidenhed.

Eneste trøst at af de skridt jeg tager mod bunden tikker ind på det lille lorte-agregat i mit bælte…