For nyligt fandt jeg et digt, jeg for længst havde regnet som tabt. Skrevet for snart 12 år siden. Derpå gemt og læst. Dernæst gemt og glemt.

Jeg har i den mellemliggende periode, fra tid til anden, tænkt på digtet. Og ærget mig over at det var blæst fra mig i årene, der nu synes, at have ræst afsted.

Pludselig dukkede det op, og blev hastigt læst. Og læst igen. Så nær og så alligevel så fremmed. Som et håndtryk med sin egen sovende hånd.

Nu ved jeg ikke rigtig om den skal være til skue. For skal blotlægge fortiden for at komme videre eller skal man lade være med at dvæle ved den og istedet skue fremad?