Jeg giver bare så meget, og får simpelthen så lidt igen. Det kan godt være at jeg ikke mærker det til hverdan, men pludselig dukker det bare op, og er et kæmpe problem imellem os…

Og det gør at jeg ikke kan spise eller sove. Det får mig til at tænke på, om der måske er noget bedre derude for mig. Noget mere….givende.

Jeg er ked af jeg sådan bare ævler det ud. Du troede vel alt var i orden? Jeg mener….Du gjorde vel bare som der blev sagt? Og tolkede tavshed og rutine som gode tendenser?

Jeg er ked af det, men dette fungerer simpelthen ikke. Vores forventninger passer ikke sammen. Lad os mødes igen om et år, og se om noget har ændret sig?
Her under uret, i regnen. Jeg kan kendes på de bøjede drømme, det påtagede smil og hverdags-masken, der strammer bare en andelse for meget i nakken.