Pludselig kan man chatte via Facebook og i samme nu fortryder jeg mit letsindige omgang med ‘Friends Request’, som vist bedst kan sammenlignes med en breezer-blondie i Bulgarien. Vi er i hvert fald i samme “I hardly say No!”-kategori.

Nu kan hele verden pludselig nå mig, og jeg er allerede begyndt at overveje at rense ud i den skumle ende af min venne-liste. Altså blandt stalkers, dem med idol-altere, sindsyge og andet godt folk.

Trenden er jo at man helt ukritiske skovler folk ind på listen, som var det chokolade-overtrukket peanuts fyldt med kærlighed til en Jet Set-Reception.  Nu kommer straffen så. Nu kan vi lære det. Nu skal vi stå til ansvar for vores løssluppenhed. Den semi-uhyggelige bekendte, som du hilste på til en fest engang, som bragte din venne-liste op på 200, som du i virkeligheden ikke vil have noget med at gøre?

Nu er afstanden væk, og intet forhindre ham i at invitere dig ned på nærmest café, så han kan stjæle et lok af dit hår til hans ‘Mine kærester’-væg og savle over din kavalérgang.

Du er ikke mere værd end antallet af dine venner. Du er ikke sjovere end din Facebook status.

Vi går vores undergang i møde, og da den vil komme i form af en Facebook Applikation, vil vi helt ukritisk tage imod den, og invitere alle vore venner med.