Irritationen er til at tage at føle på. Umulig at komme fri. Umulig at presse en forløsende tanke fri nok til, at den kan få luft. Der er kun én ting at gøre; forsøge at løbe fra det. Da løbetøjet er kommet på, putte jeg min Nike+ i lommen. Den er god for konkurrencementaliteten. Der kan sættes mål, og løbes mod andre over afstande. Jeg overfører det ønskede løbeprogram til uret, og tager den på. Den er god til måling. Med et enkelt blik kan jeg se hastighed, intervaltiden, puls og samlet distance. Jeg ønsker næsten at jeg kunne spænde uret på mine følelser. Se resultatet. Se hvor man skulle hen. Se tiden det tager, og hvor hårdt det bliver. Finde vej.

Ude på asfalten er benene ikke helt forberedte. Sygdom og en familieweekend har sat sine spor. Jeg runder et hjørne og kommer om på langstrækningen nede på kystvejen. Vinden slår imod, og sagtner min fart fra de ønskede 10km/t. Det bliver en hård tur. Også løbeturen.

“It makes me want to scream
To fall out of this dream
It makes me want to find the things
I thought you wanted
It makes you want to try
To leave it all behind”

Strækningen på kystvejen slutter med en svag stigning, og jeg løber til højre ind ad en villa-vej. Forbi ondskab manifesteret i en butikskæde; Aldi. Der er ikke længere modvind, og pulsen ligger rimelig konstant på 170 slag. Et par sving, og jeg kommer ud på kystvejen igen. Denne gang ned ad bakke. I medvind.

“It’s falling into place
In clear perspective”

Turen er snart slut. Løbejakken er våd, da dryfit t-shirten gør sit job, og transporterer sveden udad. Jeg sætter min transporthastighed op. Uret bipper. 1 minut tilbage. Benene syrer til, og jeg drejer hidsig ind ad en lille sti. 30 sekunder. Stien slutter i brat stigning. Jeg sætter farten yderligere op. Kroppen protesterer via en metalisk smag i munden, og en pludselig kvalme.

“So now you speak to me
In perfect silence”

Uret bipper igen. Turen er ovre. Jeg går stille hjem med en let smerte i venstre ben. Sikker på det er væk i morgen. Hjemme strækker jeg ud, og overføre data fra iPod og ur til computeren. Max puls 190 slag. Ny lap-rekord. Der kommer desværre ikke en graf over mine følelser. Dumme ur. Lettere skuffet går jeg i bad.

*Musik af danske Mercenary – Redefine Me