Den 26 marts troppede jeg til StartToRun. Og måske meget mod min forventning, så holdt jeg nogenlunde ved. Med løb altså. For jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var så god til at lege med andre, så jeg begyndte at løbe alene.

Jeg kunne knap løbe 4 minutter i streg, og det virkede ret åndsvagt, når man forpustet stoppede op og tænkte over det. Men jeg holdt fast i deres løbeprogram, og sørgede for at komme ud cirka 3 gange i ugen. Hovedet ned, og små del-mål i mente. “Jeg vil op og løbe 10 minutter.” “Jeg vil op og løbe 15 minutter.” “Jeg vil tabe 5 kilo.” Hele tiden små sejre, der skulle brolægge vejen mod den endelige sejr. Målet.

Her cirka ½ år senere løber jeg 5 kilometer. Ikke imponerede hurtig. I går var på 29.49. Jeg har heller ikke tabt mig syndeligt mere end de 5-7 kilo*. Hvilket betyder jeg stadig er 15 kilo fra hovedmålet. Men det er lige meget. For det kommer sikkert hen ad vejen. Man skal bare have små mål. Og fejre dem, når man indløser dem. Fejre sine sejre.

Og hvad er det næste så?

1. Ned på min militærtid på 5km. (Under 25 minutter)
2. Tabe 5 kilo (1 af 3)
3. Holde tiden i 1 måned (Under 25 minutter)
4. Tabe 5 kilo (2 af 3)
5. Gå fra 5 km til 10 km.
6. Tabe 5 kilo (3 af 3)

I forbindelse med indlægget, har jeg fået min Nike+ til at virke igen, og også smidt et par dimser ind på løbesiden. Så nu kan man følge med der også. Hvis man har den slags syge lyster.

* Jeg er vist for meget en nyder. Lidt for mange øl. For usund mad. Og alt den slags. Men det vil jeg ikke give afkald på. For hvad har vi så endelig tilbage?