Det hænder at jeg forvilder mig ind i stor-københavn fra tid til anden. Grunden skal nok findes i det faktum at København stadig virker, på mig, som et krydsning mellem Truman Show og Fraglerne, hvor ham der Onkel Rejsende Mak drop på eventyr, og var total forbavset over hvad det var han så.

Det ér altså røvintimederende at sidde på café og lytte til andres samtaler. Det er her Truman-delen af den irrationelle frygt kommer frem. Det er altså store flotte ting, der snakkes om i en sjov Friends-agtig ping-pong samtale. Og så gider jeg altså ikke lige byde ind med, at min far lige er blevet færdig med at reparere sin anhænger.

Næste gang jeg skal på café eller bar, må jeg tager en semi-skuespiller med, finde et godt tidspunkt at sparke vedkommende over benet, og så ellers kaste mig ud i en lang – spændende og sjov – samtale om at jeg lige har malet alle mine rum knækhvide og babyblåt, samtidig med at jeg afrimede min nye espresso-maskine.

Det er jo sådan noget I gerne vil høre. Jeg ved det.