Der er nu intet som dage, hvor man kommer helt ud i ydregrænserne af sine spidskompetencer. Eller retter. Langt væk fra dem.

Det starter som regel med at man øjner en let overkommelig opgave, som er tilpas latterlig let samtidig med at være svagt handy-mand agtigt(Nej, den er ej), til at man forventer macho-feel-good boost de næste par måneder, og dermed kan udskyde de rigtige opgaver, til ens far kigger fordi til sommer.

Nuvel. Jeg satte mig derfor det mål, at i dag skulle der skiftes en halogenpære i soveværelset. I kid you not! Fyldt med overskud, skruer jeg dækslet af, for at se hvilke pære, jeg skal finde i nærmest butik. Den mangler. Jeg forbander mig selv, for 6 måneder før, at tage pæren ud og lægge den et sted, så jeg sagtens kan finde den, når jeg “lige smutter ned og handle”. Nu er den væk.

Skruer endnu et dæksel af. Fisker pæren ud(Hvad sker der egentlig for “Rør den med en finger og så virker den ALDRIG igen”?) Så med en køkkenrulle-pakke langt ud fra kroppen, går jeg ned i nærmest butik, og er forundret over at de har lige hvad jeg skal bruge.

Hjemme igen er skidtet selvfølgelig umulig at sætte i. Kombinationen af køkkenrulle og 1 rum-milimeters plads, gør stort set opgaven umuligt. For mig. Endelig lykkes det, og jeg sætter begge pærer i, skruer dækslet på, sætter dem på plads, og tænder for lyset…..

Det virker stadig ikke.

Skruer dækslet af 2 af lamperne. Bytter dem rundt. Tænder. Den der aldrig har lyst, lyser stadig ikke. Aha. Pæren virker. Nu snakker vi altså strøm og ledninger. Great. Jeg tager en stol og kigger ovenpå klædeskabet, som jeg i mit stille sind er begyndt at hade på nuværende tidspunkt. Det er et virvar af ledning og sammenkoblinger med tape. Jeg er sikker på at jeg vil ende med at få stød og skvatte ned fra stolen. Forsigtig bytter jeg rundt på 2 ledninger. Stadig lige død. Så transformatoren virker. Jeg skiller derefter en samling ad og meget teknisk “rykker” lidt ved ledningerne. Stadig intet resultat.

Det er så nu jeg ser knap på ledningen, som tænder lampen. Helloooooo rødvin.

Jeg er så småt begyndt at løbe igen. Indrømmet, skiftet af arbejde, landsdel og bolig tog hårdere på mig end forventet, og overskuddet har simpelthen ikke været der.

Så er det jo skønt at opdage at 10 minutter efter sidste løbetur, skal man nærmest starte forfra igen. Nu tænker jeg med længsel tilbage på den tid jeg kunne løbe 5 km. Og fordømmer den manglede motivation langt væk.

Nu er motivationen imidlertidig så småt på vej tilbage. Grunden er såre simpel. Jeg skal til gammel elevfest sidst i måneden. Og som vi alle ved, så bedømmes alle ud fra 3 punkter.

1. Er du rig nu?
2. Er du slank nu?
3. Har du en lækker kæreste nu?

Jeg regner med at drikke mig fuld oppe i baren…

Så er der kommer et par flyttekasser ind ad døren, og det hele føles pludselig meget virkelig. Lidt for virkelig. Er det de svimlende beløb for flyttebil og alle de andre ting, jeg ikke har taget højde for?

Og at det hele er halvanden måned væk, og jeg stadig ikke har et sted at bo. Gad vide hvor lang tid man kan langtids-booke et mødelokale?

Da jeg endte i det mørke nordvestjylland, var det egentlig ikke meningen. Først var det ikke meningen, at jeg skulle have job heroppe efter jeg endte min uddannelse i Århus. Så var det ikke meningen, jeg skulle blive hængende.

Men man tilpasser sig. Jeg tog jobbet fordi det var et godt firma. Jeg var villig til at flytte, fordi man i 2001 ikke kunne kaste en sten uden at ramme 4 Datamatikere, der ledte efter jobs. Jeg blev fordi jeg fik venner. Venner og tryghed. Og et godt job. Igennem de sidste 7 år har jeg mere eller mindre insisteret på at dette var en mellemstation. At jeg egentlig var på vej til en større by.

Men som tiden går, bliver det spor, man trasker rundt i, dybere og dybere og sværere at komme op af. Jeg har altid haft hang til tryghed, så det var egentlig nemmest at blive hvor jeg var. Og HVIS jeg skulle flytte, så skulle det være til Århus, hvor jeg kender nogle nede.

Jeg flytter inden sommer. Men ikke over på den anden side af gaden. Og ikke til Århus, hvor jeg kender byen og menneskerne. Jeg flytter til København. Og tanken er lige dele skræmmende og spændende. Jeg kender ikke byen. Jeg kender ingen derovre.

Lejligheden er opsagt, og jeg har ikke en ny på hånden. Det er til at få det helt dårligt af. Men i sidste ende, skal det nok gå. Det skal nok gå…

Forandring… Engang imellem sker det næste umærkelig, og først meget senere kan man kigge tilbage og forbløffet erkende, at der da skete en masse som man ikke var helt klar over.

På den anden side kan forandringen også komme pludselig og i ryk, så man næsten frygter at kaste sig selv af i farten.

Det er i sandhed nye tider…

• Folk fra selveste København og fra det længst-væk Polen (Det er ikke den samme som hos Liselotte! ), har indfundet sig i min nordvestjyske by, og aftenen i aften står på det man kalder en slags firmamiddag. Problemet er, at der er intet i byen at fordrive 2 timer med, som er semi sjov, når man nu kommer fra København. Og Polen. Lige nu er jeg ude i bowling og petanque…
• Min mor har fødselsdag på fredag. Og for at forhindre fane-flugt, så henter hun mig direkte fra arbejde af. Så gaven skal snart være på plads. Jeg nægter dog at hoppe i Holmegaard / Global-skærsilden og købe Pandora-vedhæng.

  Suppeske er for Emil-agtigt. Bordskåner vil jeg skåne hende for. Printer kommer i sidste ende til at give mig problemer. Årets nissepar købte jeg sidste år til hende. Jeg har, med skam, realiseret at jeg overvejer Kagesprøjte alene på grund af at det er sjovt at sige. Jeg er den værste søn nogensinde…
   

• Jeg kan absolut ikke styre mit forhold til en hjemmeside, hvor jeg bare klikker, betaler og så kommer der mad til min dør. Den ødelægger mine løbeplaner. Jeg mangler råd! Hvad gør man når man nu smider sig ned på sofaen og ikke gider lave mad?

Black Armani Sweetness.

Det har været en lørdag som, indtil nu, har været udsat for usædvanligt meget energi.

Jeg har vasket tøj! (Dog tabte jeg det meste af det nyvaskede tøj på fliserne…)

Jeg har bagt grovboller! (Dog tabte jeg det meste af en 5-kornsblanding på køkkengulvet)

Jeg har bagt grovbrød! (Dog var brødet alt for stor til formen, og nu ligner det…tja ved ikke. Det danske sprog mangler ord for den slags brød)

For hver handling er der åbenbart en negativ en af slagsen. Hemmeligheden er vist at man ikke skal lade sig gå på af det.

Jamen så stod jeg jo der og spurgte om dette var lokalerne til Argentinsk Tango. Og ordene lød ligesom helt forkerte. For hvad lavede jeg i nærheden af dans. Ædru? Og hvad lavede jeg ikke mindst til Tango? Nok så sensuel, og nok så meget manden der fører kvinden.

Ikke desto mindre var det sandt. Og virkeligheden var selvfølgelig slet ikke så slem og uoverskuelig som jeg havde tænkt det op til igennem hele dagen. Og sørme om så vendinden, som mere eller mindre havde fået mig overtalt, ikke dukkede op. Så jeg stod helt alene. I tankerne tegnende små usikre cirkler med foden i det grus, som truede med at stoppe min grænseoverskridende handling før den overhovedet var begyndt.

Men jeg blev. Jeg gjorde det. Og det var rart. Svært? Helt sikkert. Men rart.

Og piger…? Hvad sker der lige? Jeg tropper frivilligt op til sensuel dans. Jeg kan op til 3 “banke på” vitser. Jeg holder døren for jer, hvis jeg kan komme til det. Hvorfor blive væk? Hvad skal gøres bedre?

Det er en af de dage, hvor det eneste man kan gøre, er at lægge sine problemer nederst i bunken, tage en stor øl og ønske sig et andet sted hen…