Af uransagelige årsager befandt jeg mig sidste søndag i et Arriva-tog på en skummel strækning et sted i Jylland. De er godt nok alle skumle, men denne var specielt skummel. Det er en af de strækninger, hvor de kreative kræfter har haft fri linie, og er løbet det HELT ud.

Det er således mellem stationerne Tim og Lem, jeg decideret begynder at frygte for mit liv. Uafhængeligt af hinanden stiger 3 personer på toget, og sætter sig skræmmende tæt på mig;

• Jægeren komplet med krokodilletand-besat hat og riffel-kuffert. Med det jyske Hill-Billy twist.
• Den nervøse fyr som roder med et pilleglas hele turen.
• En gut med de største bakkenbarter jeg nogensinde har set. Jeg var henne og bekræfte at de endte ved anklerne.

Der var øjeblikke hvor min voldtægtfløjte var helt oppe af lommen…

+   =

Utroligt så lang tid der skulle gå, før det gik op for mig, at grunden til tavsheden, er at der er alt for meget at sige…

Der skulle et tag fra Mette til, før jeg kunne børste nytårsglimmeret af, og skrive et indlæg. Jeg kan allerede nu sige, at det ser ikke godt ud for 2010, for dette ender pinligt.

Mit køleskab er nemlig ikke smukt casual pyntet som Mette. Eller macho med Tyler Durden og burgers som Kasper.

Jeg vil snarere kalde mit for den underlige onkel, som nu aldrig bliver inviteret med til festerne, fordi folk ved ikke om de skal grine eller glo. Så de gør begge dele.