Det er rigtig rart at folk kan lide mine nye briller, men når min bus-chauffør roser dem, så er det måske på tide at tage cyklen…

Ved at snuble over egne ben, og sekunder fra at blive sendt bagud som bagage i lufthavne, og smasket op på væggen.

Klar til at gå i bad, og opdager jeg har glemt 75% af skiftetøjet, så må ræse hjem i alt-for-kold, alt-for-lidt træningstøj.

Oh jo. Jeg er tilbage i et motionscenter. Ubemandet og med video-overvågning. Kan sikkert findes på youtube en af de næste dage…

I dag ringede vækkeuret klokken 6. Jeg skulle ud at løbe. Aftenen skal nemlig bruges på øl og mørbrad, og det er jo på det tidspunkt jeg normalt løber. (Og helt ærligt, hvem dropper restaurant-besøg for løb?)

Men ét blik ud af vinduet, fik mig overbevist om, at det altså kan være for mørkt til at løbe. Jeg har jo hverken pandelampe eller Rudolf-næse.

Det er efterhånden pinligt. Jeg kan bare ikke komme op og få overstået det løb fra morgenen af!

Den 26 marts troppede jeg til StartToRun. Og måske meget mod min forventning, så holdt jeg nogenlunde ved. Med løb altså. For jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var så god til at lege med andre, så jeg begyndte at løbe alene.

Jeg kunne knap løbe 4 minutter i streg, og det virkede ret åndsvagt, når man forpustet stoppede op og tænkte over det. Men jeg holdt fast i deres løbeprogram, og sørgede for at komme ud cirka 3 gange i ugen. Hovedet ned, og små del-mål i mente. “Jeg vil op og løbe 10 minutter.” “Jeg vil op og løbe 15 minutter.” “Jeg vil tabe 5 kilo.” Hele tiden små sejre, der skulle brolægge vejen mod den endelige sejr. Målet.

Her cirka ½ år senere løber jeg 5 kilometer. Ikke imponerede hurtig. I går var på 29.49. Jeg har heller ikke tabt mig syndeligt mere end de 5-7 kilo*. Hvilket betyder jeg stadig er 15 kilo fra hovedmålet. Men det er lige meget. For det kommer sikkert hen ad vejen. Man skal bare have små mål. Og fejre dem, når man indløser dem. Fejre sine sejre.

Og hvad er det næste så?

1. Ned på min militærtid på 5km. (Under 25 minutter)
2. Tabe 5 kilo (1 af 3)
3. Holde tiden i 1 måned (Under 25 minutter)
4. Tabe 5 kilo (2 af 3)
5. Gå fra 5 km til 10 km.
6. Tabe 5 kilo (3 af 3)

I forbindelse med indlægget, har jeg fået min Nike+ til at virke igen, og også smidt et par dimser ind på løbesiden. Så nu kan man følge med der også. Hvis man har den slags syge lyster.

* Jeg er vist for meget en nyder. Lidt for mange øl. For usund mad. Og alt den slags. Men det vil jeg ikke give afkald på. For hvad har vi så endelig tilbage?

Efter at have set linket til Mad-I-Tal igen på Mette‘s Fitness-side, så ville jeg da lige ind og se at om der var sket noget nyt på siden, siden sidst…

Jeg indtaster så nuværende vægt, den ønskede vægt og den 1 december som mål, da jeg gerne vil tabe mig inden december, så jeg kan tage dem på igen…

Systemet vender så tilbage om fortæller mig, at det kan den ikke hjælpe mig med, fordi det indbefatter at jeg taber mig mere end 1 kg om ugen.

Oversat er det vist noget i retning af: “HAHAHAHA! In your dreams, fatty!!“

Det er jo kommet så vældig på mode, med de her sundhedsshow, og hvis det ikke er Ole Henriksen, så er det Chris Macdonald.

Jeg har luret stilen af, og vil forsøge at søsætte mit eget show. Kernen er et 3-punkts system;

1. Spis så lidt at du er sulten hele tiden.
2. Træn så meget du har ondt hele tiden.
3. Opbyg evnen til at være ligeglad med begge.

Jeg sidder lige nu og refresher min netbank. Den første million er sekunder væk!

Irritationen er til at tage at føle på. Umulig at komme fri. Umulig at presse en forløsende tanke fri nok til, at den kan få luft. Der er kun én ting at gøre; forsøge at løbe fra det. Da løbetøjet er kommet på, putte jeg min Nike+ i lommen. Den er god for konkurrencementaliteten. Der kan sættes mål, og løbes mod andre over afstande. Jeg overfører det ønskede løbeprogram til uret, og tager den på. Den er god til måling. Med et enkelt blik kan jeg se hastighed, intervaltiden, puls og samlet distance. Jeg ønsker næsten at jeg kunne spænde uret på mine følelser. Se resultatet. Se hvor man skulle hen. Se tiden det tager, og hvor hårdt det bliver. Finde vej.

Ude på asfalten er benene ikke helt forberedte. Sygdom og en familieweekend har sat sine spor. Jeg runder et hjørne og kommer om på langstrækningen nede på kystvejen. Vinden slår imod, og sagtner min fart fra de ønskede 10km/t. Det bliver en hård tur. Også løbeturen.

“It makes me want to scream
To fall out of this dream
It makes me want to find the things
I thought you wanted
It makes you want to try
To leave it all behind”

Strækningen på kystvejen slutter med en svag stigning, og jeg løber til højre ind ad en villa-vej. Forbi ondskab manifesteret i en butikskæde; Aldi. Der er ikke længere modvind, og pulsen ligger rimelig konstant på 170 slag. Et par sving, og jeg kommer ud på kystvejen igen. Denne gang ned ad bakke. I medvind.

“It’s falling into place
In clear perspective”

Turen er snart slut. Løbejakken er våd, da dryfit t-shirten gør sit job, og transporterer sveden udad. Jeg sætter min transporthastighed op. Uret bipper. 1 minut tilbage. Benene syrer til, og jeg drejer hidsig ind ad en lille sti. 30 sekunder. Stien slutter i brat stigning. Jeg sætter farten yderligere op. Kroppen protesterer via en metalisk smag i munden, og en pludselig kvalme.

“So now you speak to me
In perfect silence”

Uret bipper igen. Turen er ovre. Jeg går stille hjem med en let smerte i venstre ben. Sikker på det er væk i morgen. Hjemme strækker jeg ud, og overføre data fra iPod og ur til computeren. Max puls 190 slag. Ny lap-rekord. Der kommer desværre ikke en graf over mine følelser. Dumme ur. Lettere skuffet går jeg i bad.

*Musik af danske Mercenary – Redefine Me

Er det kun mig, der falder uden for den typiske kategorisering, når jeg…

• Starter med at spise en halv pose chips lige før jeg tager løbetøjet på?
   
• Konsekvent vender mine løbebukser forkert halvdelen af gangene?
   
• Ikke har helt styr på ruterne, så det ender med jeg må gå flere kilometer hjem?

Jeg har haft mere eller mindre held med at holde mit løb ved lige. Jeg er ikke så god til at møde op på den officielle løbs-dag, men jeg får i det mindste løbet selv så. Jeg er nok mest bange for at se mig selv halsende nede bag i, for til sidst at løbe ind hos den nærmest pølsemand, og bestille en stor bakke remoulade med pølse ved siden af.

Jeg bruger en iPod med Nike+ når jeg løber, og har fundet et ganske godt program, så man kan sammenligne forskellige løb. Her mine 2 sidste. Er det kun mig, der synes det ligner Mogens Camre, hvis man tilter hovedet lidt?

Jeg er blevet overtalt til at melde mig på det der StartToRun, som starter her i byen. Jeg mener dog ikke at jeg er klar til at begynde at komme i form, før at jeg kommer i bedre form.

Medmindre at de har et eller andet gå-hold. Så medmindre jeg vil sætte mig selv i scene til offentlig ydmygelse, så har jeg til den 26 Marts til at blive nogenlunde klar.

Og hvem var det der sagde motion er sundt og sjovt?