Det lover ikke godt for kommende uge. Netto har tilbud på en toaster, som jeg ærlig talt har savnet siden min måtte lade livet under en leverpostejs-ulykke.

Derudover har mit fitness-center lukket uden varsel. Den er hårde tider for for bløde mennesker :)

Jeg har lige sat mit løbeprogram 3 uger tilbage i forløbet. Det var en yderst irriterende måde at slæbe mig selv igennem min egen fiasko og ugidelighed.

De dejlige grønne frikanter blev forvandlet til kedelige hvide eller grå alternativer.

Oh the pain. Oh the agony. På den lyse(?) side kommer der en masse pinlige oplevelser fra motionscenteret.

Lad mig med det samme sige, at jeg ikke har brugt min normale bloggetid på at gå. Den er blevet brugt i min vinkælder, forbandende at jeg tog jobbet som holdkaptain, der pludseligt viste sig at være en del sværere og mere omfangsrigt end først antaget.

Det startede eller så godt på dag 2 eller 3 med peptalk til deltagerne. Jeg havde endda energi til at gå ind og overvåge om de nu også gik som jeg gerne ville have det. Jeg sendte også trussels-sms’er til en udstationeret kollega på ferie, som åbenbart troede at han skulle sidde i en stol og drikke øl, istedet for at gå. Jeg forslog at han i det mindste bandt tælleren til hunden for at få nogle skridt.

Det skulle imiddlertid vise sig fatalt, at jeg sparede på omkostningerne, da jeg købte skridttællere i Bog & Idé til 30 kr stykket. Allerede 3 dage inde i projektet begyndte udstyret at give problemer, for derefter at forsvinde i en sky af billig plastikstøv. Der blev omrokeret til de defekte skridttællere fra sidste år, hvilket mildt sagt ikke var den bedste løsning.
Jeg er sikker på at de ville have talt negativt, hvis de havde haft den funktion…

I rollen som holdkaptain endte jeg total desillusioneret. Trappede op på mit kaffeforbrug, skar ned på vandindtaget og begyndte at ordne alt fra min plads i ren og skær trods. Jeg overvejede endda at smugle alkohol med på arbejde, bare for at synet af mit holds frie fald på grafhimlen blev lidt lettere at tage. Alt imens de andres streg nærmest var lodret op.

Bunden blev i dén grad nået, da jeg en dag glemte at indrapportere mine skridt og fik derved en 0-dag. Det købte i samme sekund alle medlemmer håne-retten resten af tiden.

Og hér sidder man så. På randen af total sammenbrud. Med en defekt skridttæller, frustrerede og mobbende holdkammerater. Grinende konkurrenter. I overforbrug af kaffe og selvmedlidenhed.

Eneste trøst at af de skridt jeg tager mod bunden tikker ind på det lille lorte-agregat i mit bælte…

I et øjebliks vanvid tog jeg udfordringen op omkring Tæl Dine Skridt. Den mentale vanvidsbrik væltede åbenbart og tog et par brikker mere med sig i faldet, for inden jeg havde set mig om, havde jeg sovset mig selv fuldstændig ind i udfordringer overalt på fabrikken. Derudover havde jeg også sendt et par hånelige mails, som mere eller mindre garanterede sejren, hvorefter jeg, sikker på mig selv, smed mit selvværd og håne-ret i puljen over trofæer som receptionisterne nu højst sandsynlig vil hænge op på deres væg om 14 dage…

Jeg meldte mig tilmed som holdkaption for det stolte IT hold, der ved samme lejlighed blev lukket op ad kælderen, missende med øjnene mod den stærke April-sol og forskrækket over at være lukket ud i det fri for første gang siden Las Colas-tilbudet i Aldi for 37 dage siden.

Jeg ved ikke om jeg troede at jeg, med en fusion af William “They might take our lives…” Wallace-talen og den ny-sete “Tonight we dine In Hell” 300-tale, havde givet mig forhåbninger om at jeg kunne skabe en ‘powerspeech’ som kunne drive mit hold til overraskende sejr.

Jeg skulle blive meget klogere. Jeg kan stadig høre de højlydte fnis, da de forskellige hold fandt ud af at 5 ud af 6 medlemmer fra mit hold ikke havde skridt-tæller med til den første dag, som var i dag. Da de så finder ud af at en fra mit hold nærmest har opgivet på forhånd, har de svært ved at holde lattertårene tilbage.

Men det skal være løgn! Krigen er lige begyndt og måske er det første slag tabt, da vi slet ikke mødte op, men krigen kan stadig…ehem….deltages i? Jeg har derfor været nede og købe skridttællere til resten af mandskabet, sendt trusselmails til den sidste dovne kollaga og pudset kondiskoene.

Det sidste skridt er ikke talt i denne sag…

Mand i fitnesskøen foran mig: “Kan jeg få en kasse til min pung og nøgler?”
Kvinde bag skranken tager en kasse og kigger på nummeret: “Der var du heldig. Du får 6″
[Det er nu min tur, og da jeg i forvejen vifter med både pung og nøgler, ved hun hvad jeg vil have]

Kvinde: “Og du får så nummer 7…”
Simon: “Det er helt i orden. Jeg kan faktisk også bedst lide at være øverst”
[Kvinde ligner nu pludselig noget der har fået en crosstrainer galt i halsen]

Og så glemte jeg igen rent undertøj. Og det viser sig at 2007 heller ikke er året hvor jeg forstår hvordan nogle mænd og kvinder kan gå uden undertøj.

Alt i alt er jeg vist ved at komme i form igen…

Status: – 0.100
Delmål: 2.2

Måske jeg burde droppe chokolade og de “hjem kl 8″-byture, hvis jeg nu helst vil tabe mig?

Sidste uge var jeg i fitness Tirsdag, Torsdag og Lørdag.

Status: 0.0 kg

“And thank you very much for bringing up such a painful subject. While you’re at it, why don’t you give me a nice paper cut and pour lemon juice on it?”

Som tidligere nævnt er jeg begyndt at straffe mig selv i et fitnesscenter igen. Igen. Jeg ved ikke hvorfor jeg stopper et par måneder (4, Simon. 4!) og så begynder igen. Bare for at mærke alle smerterne forfra.

Status: + 0.9 kg (Damn you, oscar-candy!)

Jeg vidste godt at jeg var ude af form, da jeg troppede op i centeret efter så mange måneders fravær. Men det var meget værre end frygtet.

Faktisk var jeg så meget ude af træning at jeg slet ikke lavede noget pinligt. Jeg undskylder og lover hurtigst at komme ind i kampen igen.

PS. Dog skal det bemærkes at det fortsat ikke er godt for mit selvværd. Holderen til bruserhovedet var for højt oppe, og jeg havde ikke kræfter til at skrue den fri og sænke den. Det hjalp sandelig ikke på selvværdet, at det var i pigernes omklædningsrum.

Jeg synes det vælter ind med små ting som jeg har lyst til at skrive om. Jeg har overvejet at sprede dem ud på mange indlæg, så blog'en ikke går tom lige med det samme, men hvor er det sjove i dét? Vi skal vel være ærlige overfor hinanden? De ting jeg vil skrive om nu, skriver jeg om nu. Så derfor hold – atter engang – fast i mig og hæng på.

• Den anden dag tog jeg lidt stram t-shirt på. Jeg synes det var på grænsen af hvad jeg kunne tillade mig. Jeg var heller ikke så komfortable i den. Jeg fik ikke mindre end 3 bemærkninger af rosende karakter om at jeg havde tabt mig og det så godt ud. Lær det, Simon.
• Jeg har tabt 6,2 kilo siden jeg begyndte i fitness. Folk siger det ligner 10. Min fedtprocent er faldet fra 35,8 til 28,7. Min BMI fra 30,4 til 27,5. Dette er sket på 6 måneder.
• Kom ikke og sig der aldrig sker noget i Thisted! (Ja, det var dagens forside i Thisted Dagbad…Nuff said)
• Jeg er den slags mærkelige fyrer, der er mere til en håndbruser end en der hænger på væggen. Men altså…når jeg står der og fægter med strålen, og der kommer en total pumpet, tatoveret, solbrændt semi-rocker ind, så føler jeg at jeg lige så godt kunne stå og bruse mig ved siden af et vis telt på toppen af Brokeback bjerget. Jeg er stor, men jeg er fesen :)

Jeg har samtidig oprettet en ny kategori. "A Better Man". Det er bestemt ikke tilfældigt. 

…når jeg fortæller dig om "Simon på slap line" i det lokale fitness-center. Ting der var pinlige, akavet eller på anden måde stak ud:

•  Efter 10 minutters cykling ogi ½-vejs igennem første set i bryst, opdager jeg at jeg har taget mine bukser omvendt på. Og nej, det er ikke en diskret syning man knap kan se. Astronauter ville have peget og grint af mig, før de fik øje på den kinesiske mur. Jeg får øje på spænde-snoren, som hænger og dasker på den forkerte side. Endnu dummere er at jeg bruge 30 sekunder på at finde ud af hvad der er galt…Det går op for mig, og jeg kigger hurtigt rundt og spurter ud i omklædningsrummet, for at vende dem.
• Jeg laver en forkert bevægelse da jeg lægger mig på bænken for at træne mine ikke eksisterende mavemuskler, og min bukser glider nærmest helt ned. Nej, heldigvis ikke garfield i dag. Selvom det måske havde reddet noget.
• Min trænningsveninde bruger hendes fødsel som undskyldning for at hoppe over hvor gærdet ligger ved jorden, og siger i samme åndedrag: "Jaja, jeg gør mit bedste. Har DU født nogle børn?
  Jeg svarer lidt for kæk og lidt for højt: "Nej, jeg har ikke født nogle børn endnu…."
  Hele fitnesscenteret standser, som havde en lilla delfin cyklet igennem lokalet på en Kildemose-trehjulet. Latteren er rungende. Alt for meget opmærksomhed på lille Simon.
• Jeg træner biceps i et andet lokale med fri vægte, og kommer tilbage til træningsveninden.
  Hende: "Hvad laver du egentlig når du går derind for dig selv?"
  Mig (Skævt smil): Tja, S. Dét er ikke godt at vide. Du kunne jo prøve at gå med næste gang…"
  Hende: "Træner du squat?"
  Mig: …!?
  Jeg ser for mig en imaginær pingpong-bold ramme jorden i en tom sportshal. Jeg står ved den ene side. Blinkende. Forbløffet. Alene. Ingen at spille dén bold op imod:)
• Jeg er færdig med at træne. Mine ejendele ligger i boks nr. 13. Jeg smiler til pigen bag skranken. For pop. For ung.
  Mig: "Hejsa. Kan jeg få nummer 13 uden ost og med ekstra bacon?"
  Hende: "Ja, værgso."
  Mig: "…."
  Jeg har været sjov længe nok til at vide at jeg ér sjov. Når folk gør sådan er det fordi de ikke forstår mig. Det er altså ret basal humor? Ingen dybdegående referencer, ironi, sarkasme eller alle ting på én gang. Jeg kvæler et temperament, jeg har arvet fra min far..
  (Mig: Hør lige her. Næste gang griner du ad min lille vits ellers propper jeg en latter-pude ned i halsen på dig, og sparker dig i maven, så ét eller andet i dig griner. Siver dét ind eller skal det hældes?"
  Mig: Tak skal du have. Tak for i dag.