Det hænder at jeg forvilder mig ind i stor-københavn fra tid til anden. Grunden skal nok findes i det faktum at København stadig virker, på mig, som et krydsning mellem Truman Show og Fraglerne, hvor ham der Onkel Rejsende Mak drop på eventyr, og var total forbavset over hvad det var han så.

Det ér altså røvintimederende at sidde på café og lytte til andres samtaler. Det er her Truman-delen af den irrationelle frygt kommer frem. Det er altså store flotte ting, der snakkes om i en sjov Friends-agtig ping-pong samtale. Og så gider jeg altså ikke lige byde ind med, at min far lige er blevet færdig med at reparere sin anhænger.

Næste gang jeg skal på café eller bar, må jeg tager en semi-skuespiller med, finde et godt tidspunkt at sparke vedkommende over benet, og så ellers kaste mig ud i en lang – spændende og sjov – samtale om at jeg lige har malet alle mine rum knækhvide og babyblåt, samtidig med at jeg afrimede min nye espresso-maskine.

Det er jo sådan noget I gerne vil høre. Jeg ved det.

Jeg skal til gammel klasse-fest her engang i August. Allerede nu er deres store PR/hype-maskine i gang, og jeg skal love for at der ikke blivet sparet på pengene. Se bare første punkt på denne liste…

I disse paniske finanstider, er det vel en god ting at man ikke har det mindste opsparing…

Aftenen var god nok til at gå en lille tur med kamera og Diana.

Dagen efter "Sandhedens time" og "Dagens Mand". Jeg håber de moralske tømmermænd er skyhøje, og seertallene rekord-lave.

Jeg håber virkelig vi er tilfredse med os selv.

Vi har fremavlet et følelsespornografisk uhyre, og vi er tvunget til at se på det. Det værste er at alle åbenbart er ligeglade, og synes det er voldsomt underholdende…

Mindre frækt, men mere velsmagende… En dybdegående journalistisk tilgangsvinkel, til denne by’s mærkelige madvaner. Jeg tog selvfølgelig munden fuld, og fulgte tilbudet til….enden.

Min by er blevet velsignet med en ny smart SuperBrugsen. Akitekter og købe-motiverings-eksperter er blevet fløjet ind direkte fra Paris og Dubai. De har endda flottet sig og indført de små smarte trægvogne til os, der godt kan lide at lege radiobiler i frys & køl-sektionen. Jeg synes dog de har foretaget en række fejlvurderinger.

• Svingdøren
  Ledelsen har ikke haft for meget tiltro til jyder, og hvordan vi vil modtage det dersens nymoderne teknik. Derfor har de samtidig med at de har lavet en flot automatisk mekanisk svingdør, sat hastigheden til “Ultra langsom”. Du skal bogstavelig talt stå og kigge på den, før du opdager at den bevæger sig. De kunne oprigtig talt godt have smidt lidt underholdning ind i de 3 roterende sektioner, så man havde lidt af lave, mens man trissede rundt. De kunne sagtens have sluppet afsted med at placere en mellemlang uddannelse i hver.
  Jeg har set mænd i deres bedste alder gå ind ad døren, og komme ud på den anden side, gammel, træt og uden nogen lyst på livet. Jeg har set teenagerpiger gå ind, og komme ud som mor med barnevogn og sutteklud. Jeg har set alkoholikere gå ind, og komme ud i jakkesæt, ejende et bundt aktier med en helt fantastisk afkastningsgrad.
• Cafén
  Når man så endelig er kommet ud på den anden side af døren og ind i selve butikken, tror man at ens lykke er gjort. Men nej. De har nemlig placeret bager/bistro-sektionen lige efter svingdøren. Så man vader direkte ind i en kø af meget undertøjs-visende unge mennesker, der står og venter på en gang fransk hotdog. Risikoen for at blive revet med og først fatte hvad der skete, halvvejs igennem en blå mandag i Aalborg, er yderst aktuel.

Jeg ved godt jeg er dårlig til at huske hvad jeg har til at stå i skabene, når jeg er ude at handle.

Men der må da være grænser, for det dér er bare latterligt…

Øhm. Hvorfor er der ingen der har sagt, at Martin holder breezer-fest på toppen af hitlisterne?

Jeg tager en bus ud af verden. Nogen der vil med? Der vil blive serveret Tv-2 og Ron Zacapa med jævne mellemrum.

Pludselig kan man chatte via Facebook og i samme nu fortryder jeg mit letsindige omgang med ‘Friends Request’, som vist bedst kan sammenlignes med en breezer-blondie i Bulgarien. Vi er i hvert fald i samme “I hardly say No!”-kategori.

Nu kan hele verden pludselig nå mig, og jeg er allerede begyndt at overveje at rense ud i den skumle ende af min venne-liste. Altså blandt stalkers, dem med idol-altere, sindsyge og andet godt folk.

Trenden er jo at man helt ukritiske skovler folk ind på listen, som var det chokolade-overtrukket peanuts fyldt med kærlighed til en Jet Set-Reception.  Nu kommer straffen så. Nu kan vi lære det. Nu skal vi stå til ansvar for vores løssluppenhed. Den semi-uhyggelige bekendte, som du hilste på til en fest engang, som bragte din venne-liste op på 200, som du i virkeligheden ikke vil have noget med at gøre?

Nu er afstanden væk, og intet forhindre ham i at invitere dig ned på nærmest café, så han kan stjæle et lok af dit hår til hans ‘Mine kærester’-væg og savle over din kavalérgang.

Du er ikke mere værd end antallet af dine venner. Du er ikke sjovere end din Facebook status.

Vi går vores undergang i møde, og da den vil komme i form af en Facebook Applikation, vil vi helt ukritisk tage imod den, og invitere alle vore venner med.