Så inden jeg fik set mig om, så befandt jeg mig til opsætningen af MacBeth med Nicolas Bro og Sofie Gråbøl. Jeg har altid kunne se mig selv, en smule, i Hr. Bro. Måske på den der overvægtige nørdede “Jeg samler på tegneserie”-måde. Okay, jeg samler ikke på tegneserier, men jeg har da “fed” ret godt kørende for mig. Anyways, så denne forestilling var helt klart et shoe-in.

For det første, er det jo en fornøjelse, når folk ryger i deres fordoms-kasser med et hult tilfredsstilende drøn. Og der var bestemt typer i teateret den aften, som jeg havde håbet på at se. De der, hvis halstør-klæder har en dybere mening. De der, hvis ringetone spiller et fibonacci-mønster. De overanalyserende hvidvins-sippende teater-gængere, som når det kommer til stykket, jeg jo selv gerne vil være. Men mit halstørklæde er gråt, og jeg kan ikke få ringetoner ind på min lorte iPhone. Men de var der. Og de analyserede i pausen.

Og det var perfekt. For på et tidspunkt, kan man ret faktisk rejse sig op og råbe: “Prøv lige at se, for fanden. Han har jo ikke noget tøj på!”

Gad vide, hvad de tænker, når det er det eneste man køber?

Gad vide, hvad de tænker, når det er de billige til 25 kroner, som sikkert bare er et lurende uheld omhyldet i plast.

Det ér altså røvintimederende at sidde på café og lytte til andres samtaler. Det er her Truman-delen af den irrationelle frygt kommer frem. Det er altså store flotte ting, der snakkes om i en sjov Friends-agtig ping-pong samtale. Og så gider jeg altså ikke lige byde ind med, at min far lige er blevet færdig med at reparere sin anhænger.

Næste gang jeg skal på café eller bar, må jeg tager en semi-skuespiller med, finde et godt tidspunkt at sparke vedkommende over benet, og så ellers kaste mig ud i en lang – spændende og sjov – samtale om at jeg lige har malet alle mine rum knækhvide og babyblåt, samtidig med at jeg afrimede min nye espresso-maskine.

Det er jo sådan noget I gerne vil høre. Jeg ved det.

Jeg håber virkelig vi er tilfredse med os selv.

Vi har fremavlet et følelsespornografisk uhyre, og vi er tvunget til at se på det. Det værste er at alle åbenbart er ligeglade, og synes det er voldsomt underholdende…

• Svingdøren
  Ledelsen har ikke haft for meget tiltro til jyder, og hvordan vi vil modtage det dersens nymoderne teknik. Derfor har de samtidig med at de har lavet en flot automatisk mekanisk svingdør, sat hastigheden til “Ultra langsom”. Du skal bogstavelig talt stå og kigge på den, før du opdager at den bevæger sig. De kunne oprigtig talt godt have smidt lidt underholdning ind i de 3 roterende sektioner, så man havde lidt af lave, mens man trissede rundt. De kunne sagtens have sluppet afsted med at placere en mellemlang uddannelse i hver.
  Jeg har set mænd i deres bedste alder gå ind ad døren, og komme ud på den anden side, gammel, træt og uden nogen lyst på livet. Jeg har set teenagerpiger gå ind, og komme ud som mor med barnevogn og sutteklud. Jeg har set alkoholikere gå ind, og komme ud i jakkesæt, ejende et bundt aktier med en helt fantastisk afkastningsgrad.
• Cafén
  Når man så endelig er kommet ud på den anden side af døren og ind i selve butikken, tror man at ens lykke er gjort. Men nej. De har nemlig placeret bager/bistro-sektionen lige efter svingdøren. Så man vader direkte ind i en kø af meget undertøjs-visende unge mennesker, der står og venter på en gang fransk hotdog. Risikoen for at blive revet med og først fatte hvad der skete, halvvejs igennem en blå mandag i Aalborg, er yderst aktuel.

Men der må da være grænser, for det dér er bare latterligt…