Øhm. Hvorfor er der ingen der har sagt, at Martin holder breezer-fest på toppen af hitlisterne?

Jeg tager en bus ud af verden. Nogen der vil med? Der vil blive serveret Tv-2 og Ron Zacapa med jævne mellemrum.

Pludselig kan man chatte via Facebook og i samme nu fortryder jeg mit letsindige omgang med ‘Friends Request’, som vist bedst kan sammenlignes med en breezer-blondie i Bulgarien. Vi er i hvert fald i samme “I hardly say No!”-kategori.

Nu kan hele verden pludselig nå mig, og jeg er allerede begyndt at overveje at rense ud i den skumle ende af min venne-liste. Altså blandt stalkers, dem med idol-altere, sindsyge og andet godt folk.

Trenden er jo at man helt ukritiske skovler folk ind på listen, som var det chokolade-overtrukket peanuts fyldt med kærlighed til en Jet Set-Reception.  Nu kommer straffen så. Nu kan vi lære det. Nu skal vi stå til ansvar for vores løssluppenhed. Den semi-uhyggelige bekendte, som du hilste på til en fest engang, som bragte din venne-liste op på 200, som du i virkeligheden ikke vil have noget med at gøre?

Nu er afstanden væk, og intet forhindre ham i at invitere dig ned på nærmest café, så han kan stjæle et lok af dit hår til hans ‘Mine kærester’-væg og savle over din kavalérgang.

Du er ikke mere værd end antallet af dine venner. Du er ikke sjovere end din Facebook status.

Vi går vores undergang i møde, og da den vil komme i form af en Facebook Applikation, vil vi helt ukritisk tage imod den, og invitere alle vore venner med.

Vi er herude. I alle afskygninger. Og med undskyldninger, handleplaner og ligegyldighed parat til hver vores behov. Men hvad kan kvinderne så egentlig støde på derude?

“Ahva?”-Manden
Han har ingen andelse om at det er Valentines dag, og er også ret ligeglad. I øvrig er han i det hele taget ikke særlig romantisk anlagt, og derfor kan blomster og det med at spise ude ligge på et minimum. Ikke fordi han ikke sagtens kan være sød og kærlig, men fokus er bare et andet sted. Hold det ikke imod ham, thi han ved ikke hvad han gør. Jeg har oplevet at kvinden her tager føringen og overrasker ham med en middag og måske endda også blomster. Et råd. Drop blomsterne. Det er en kasteringskniv med blade.

“AP Møller”-Manden
Rettidig omhu er kodeordet. I enhver negativ forstand af vendingen. Han bliver mindet om der er Valentines, og griber derved chancen for at give en lille blomst og måske endda små chokoladehjerter. Han er ikke så god til at tage initiativet til sådanne ting til hverdag, og rider med på PR-bølgen og tager det som et påskud. Og her bliver det svært. Skal mænd straffes, når vi er dårlige til at være romantiske til hverdag, men kun er det på enkelte højtider? Skal en givetvis positiv handling resulterer i en noget negativt fra kvindes side, fordi hun er sur over han ikke gør det mere resten af året? Var det ikke bedre at hun mindede ham om det på et andet tidspunkt? Og var det ikke bedre at han hankede lidt på i sig selv engang imellem? I det mindste griber han en chance for at forbedre sig, og være lidt romantisk.

“Baby-stædig”-Manden
Vi kender det alle sammen. Mr Modsat. Laver firmaet gratis tilbud om rygestop? Det skal de fandme ikke bestemme. Er der en åben chance for at være romantisk? Ikke når det er på en dag, som er “bestemt”. Istedet for at gribe de chancer som bliver givet, så lader denne type mand dem falde til jorden uder den forudsætning, at han selv vil bestemme. Det er også okay, hvis han kan finde ud af det. Det er der desværre ikke alle der kan.

“That Guy”-Manden
Romantisk hele året. Dobbelt op omkring Valentines dag. Jeg har hørt han bor omkring Kolding.

Jeg brugte lidt af det vi kalder tid i går, med at se Afsnit 3 af “Familien Sommer”. Serien er moderat underholdende indtil videre, og jeg er ikke stået af endnu.

Jeg øjner dog et problem med serien; Der går alt for meget læge i den! Allerede nu kan jeg spotte kønsygdomme, vejlede depressive mænd og øh.. signere gibsben(?). Og vi er kun 3 afsnit henne?

Inden afsnit 10 vil jeg uden skrupler træde til med heimlich-manøvrer, impuls-amputering af legemsdele samt få luft i luftrøret vha. kuglepenne i halsen.

Det skal jo gøres med ordene: “Det er okay! Jeg har set Sommer!”

Alt imens kan mere normale personer spekulerer over om man virkelig kan score med en rød kaffekande?
Om alle svømmehaller har “Korkbælte”-kodeordet?
Og hvor i alverden blev Jacob’s ekskæreste af i alt det her?

Lad os i fælleskab udstikke et par retningslinier for Januar:

1. Piger vil som udgangspunkt gøre dig ondt.
2. Hold dig fra alkohol og byture. Der er piger dér. Se i denne forbindelse ad. 1.
3. Hold dig derhjemme, og forsøg at finde dig selv igen.
4. Kontakt IKKE din historik. Se ad. 1.
5. Spis Gajol med Granatæble smag. De er gode.

• Hvorfor insisterer kvinder på at kalde en “ven” i sms’er? Jeg skriver jo ikke “hej veninde”? Skal vi ikke lige droppe den objektskabende tone?. Jeg håber der snakkes til mig som en person, og ikke som en funktion!
• Er man blevet for digital, når man får ondt i hånden af at skrive 6 julekort? Og overvejer at lave dem på computer? Og er det i det hele taget alt for Brokeback?
• Jeg har købt flere gaver i år end nogensinde før, og derfor et ukendt problem; Hvilke gaver tilhører nu hvem? Så nu bytter jeg sikkert rundt på det og min far får en BH og en veninde får en pudseklud til en motorcykel.

Jeg vil ærlig talt hellere idømmes offentlig ‘Helikopter’ ved minus 5 grader end at se ét eneste sekund mere af det dukkepjat. Lige som man troede at “Win-Win situation” skulle være det nye “Lad os sige noget træls fra TV”-hit, som skulle drive mig skrigende og flæbende ind i det nye år, så begynder folk at sige ting som “ornlig syg” eller “store nosser” eller hvad de ellers ødelægger ting med i det 10 minutters dukketortur, de kalder en julekalender.

Jeg stod af, så snart jeg så en dukke-penis. Dvs 5 sekunder inde i afsnit 1. Hvis dette fænger an, så tager jeg en færge ud af verden*!

“…Just the fact that people seem to be getting dumber and dumber. You know, I mean we have all this amazing technology and yet computers have turned into basically four figure wank machines. The internet was supposed to set us free, democratize us, but all it’s really given us is Howard Dean’s aborted candidacy and 24 hour a day access to kiddie porn. People…they don’t write anymore – they blog. Instead of talking, they text, no punctuation, no grammar: LOL this and LMFAO that. You know, it just seems to me it’s just a bunch of stupid people sudo-communicating with a bunch of other stupid people at a proto-language that resembles more what cavemen used to speak than the King’s English….”
- Hank Moody, Californication 1×07 – “LOL”

Jeg har en mistanke om at solen er allesmukkest på denne årstid. Hvad enten den står op eller går i seng.

Jeg modtog denne mail. Ganske bemærkelsesværdigt. På min måde :) 

Kan du huske det fantastiske årti, hvor:

1. Vi troede fuldt og fast på at George Michael var hetero.
Er han ikke det? Jeg er sikker på det er et PR stunt på størrelse med Manson, Månen og Mars Delights.

2. Vi stod gerne i en lang kø foran en telefonboks, hver gang vi
ville ringe hjem.
Jeg lavede altid en modtager-betaler. Da man så skulle sige navnet, så sagde man “Mor, hent mig!” På den måde var der ingen der skulle betale. Jeg var nu en dejlig søn…

3. Hockeyhåret symboliserede den moderne mand!
Jeg aner ikke hvad hockeyhår er. Betyder det at jeg hverken er moderne i dag eller dengang? Great…

4. Sejlerskoen blev betragtet som både klassisk og tidsløs.

Igen, no idea. Hvorfor er det mode jeg falder igennem på? Hvis jeg ikke kender til den slags, kan det jo være jeg går ud og køber sejlersko i morgen!?!

5. Permanent var trendy, både til ham og hende.
Vil det så sige at alle gik med permanent hockeyhår? Nu lyder det snart som en sportudsendelse…

6. At eje en BALL trøje var lykken.

Jeg var tydeligvis ikke lykkelig. Igen ikke med på moden. Mon mine forældre ikke kunne lide mig? Mon det var pga modtagerbetaler finten?

7. Dirty Dancing stjernen Patrick Swayze var supersexy.
Som Colin Farrell i dag. Klart! Desuden synes jeg nu aldrig den dans blev sindsygt dirty. Måske er det bare mig…

8. En lycra tingest ved navn BODY fandtes i alle pigers skab.
Øhm?

9. Skulderpuder, jo større des bedre, gav os en naturlig silhuet.
Jeg vil nu tro at silhuetten allerede er ødelagt af hockeyhåret og sejlerskoene. Tilføj skulderpuder, og ens silhuet må efterhånden ligne moderne kunst.

10. Mascaraen skulle ikke være sort, men have samme farve som øjnene.
Lur mig, men er dette trick ikke også moderne i dag? Desuden kom min tid som modtager af mascara meget senere, og havde ikke samme farve som mine øjne. Til gengæld var der meget af den.

11. Alle madretter som indeholdt ananas hed noget med Hawaii.
Hey! Jeg droppede først Hawaii pizzaen langt inde i 2004. Og det var mest pga pres fra min lokale pizzamand.

12. Den heftigste forret var rejecocktail, og den sejeste drink var
campari.
Rejecocktails holder stadig! De laves bare ikke mere. En eller anden drak sig vel fuld i campari og fik opskriften væk.

13. Vi kunne ikke hoppe omkring når vi hørte musik, så hakkede
pladen (LP’en).
Jeg kunne ikke hoppe rundt fordi så troede jeg min båndstation til min C64 lavede fejl. Ikke at jeg ved hvorfor jeg skulle hoppe rundt i de 10 minutter det tog at indlæse et spil.

14. Der fandtes et specielt møbel til stereoanlægget.
Jeg har ikke noget anlæg som sådan. Men hvis jeg havde ville jeg da helt sikkert have et møbel til det!  

15. Vi meldte os ind i bogklubber, musikklubber og vi samlede på
utallige kort og billeder af popstjerner, idrætshelte og dyr.
Jeg havde ALLE Turtles klistermærker. Endda nr 6. Pizza Face som var total svær at få fat i.

16. Slettelakken var den nye revolution, der kunne rette stavefejl.
Brugte i spandevis og slaskede det på med en malerpensel. Good times!

17. Gamacher og stor T-shirt var en helt naturlig kombination.
En pigeting….(håber jeg?) Og hvad vidste jeg om dem, dengang? Hmm og nu…

18. De aller flotteste plakater/billeder vi havde på væggen var af
kyssende par i solnedgang, grædende klovne og galopperende
enhjørninger.
Heldigvis er vi blevet klogere og i dag ved vi med sikkerhed at kyssende par i solnedgangen ikke findes.

19. Vi gik til aerobic med g-strengstrusser udenpå gymnastikdragten
og syntes det var helt naturligt.
Øhm. Jeg gik faktisk til gymnastik, og der eksisterer et dumt billede af mig i gymnastikuniform. Min bror fik senere fat i det, og tog et mobil-billede af det, så han nu kan vise det til alle.

20. “Jeg skriver en check” var en helt almindelig replik.
I dag bruger jeg: “Den klarer Onkel Danny!”

21. Fastfood var det samme som en grillpølse med brød.
Vi har en pølsevogn med navnet “Svend Burgerfri”. Han ligger klods op ad en McDonalds. Træls at man ikke kan gå ind uden at spise for minimum 70 kroner.

22. En joggingdragt var ikke en joggingdragt med mindre du havde
hvide tennis sokker uden på bukserne, benvarmere på eller rullet
bukserne op til midt på læggen.
Min største drøm er at få matchende joggingsæt. Og gå tur rundt i byen i dem. Når jeg bli’r gammel…..

23. En mus var et dyr.
Min mor glemte engang en mus til døde i en dør. Den var efter hende og hun ville løbe ud og lukke smække døren efter sig. Den kære mus ville også med ud, men nåede det ikke helt. Derudover er kuglemusen fra ’72, så denne holder ikke helt.