Jeg har fået et par fribilletter til biografen fra Dansk Psykologisk Forlag. Som tak for hjælpen. Mon verden imploderer, hvis jeg bruger dem på “Par-terapi i Paradis” ?

Så er min gamle lejighed afviklet. Da jeg gik en runde i de tomme rum, er jeg sikker på jeg kunne høre lyden af BananSnaps, Juleklip og kolde vinteraftener i væggene.

Nu er det slut. Nu skal det til at begynde.

Jeg kan ikke helt regne ud om det er godt eller semi-katastrofe, at alle mine møbler er billige og ikke mindst ser billige ud.

Dette har jeg næsten bevist gjort, for at jeg så når jeg finder “Min Stil(TM)” kan skifte alt ud og leve et fantastisk liv med en evig solnedgang i baggrunden.

Nu hvor jeg så flytter klokken snart, så er det jo oplagt at skifte alt ud. Men jeg har ingen anelse om hvad min stil er. Jeg har en idé om hvordan jeg måske kunne tænke mig at mit sofa-bord kom til at se ud. Men jeg aner ikke om den findes i virkeligheden…

Måske er min stil at jeg ingen har?

Min nye lejlighed har indbygget vaskemaskine. Og mens glædes-tårerne allerede er på vej ned af kinderne og armene er på vej over hovedet, så bundfælder der sig endnu et faktum. Der er også opvaskemaskine.

Jeg ved godt at jeg før har påstået at opvask i hånden har sparet mig millioner i psykolog-timer, men det er nu engang rart at have et sikkerheds-net.

Sidste lysglimt i denne omgang: Lejligheden er i stuen. Jeg har ellers i mange år, gået i den tro at alle stue-lejligheden var bolig-fatamorgana. Jeg har aldrig boet i en stuelejlighed, og aldrig flyttet for folk, der skulle hen eller fra en stue-lejlighed. Således var disse oaser ved jorden umulige at komme i nærheden af. Kun oprettet med falske pap-møbler og mannequin-dukker, så andre boligsøgende kunne opretholde håbet om engang at komme til at bo ved jorden. Illusionen om at der findes stue-lejligheder, har alene holdt bolig-markedet kunstig gående i årevis.

Inde i mit hoved kørte talen fra “When Harry Met Sally”. Vist også lidt fra “PS I love you”. Faktisk kørte der en hel masse film rundt, hvor fyren i alle sammen, formår at sige de helt rigtige ting.

Jeg åbner munden, og kan allerede se for mig, hvordan de bagerst rækker får tåre i øjnene….

“Du er ret sød…”

Superflot, Simon. Og tager man det med, at hvis man ikke er en jyde, så forstår man ikke at “ret” betyder “meget”, så er sætningen da overhovedet ikke en film værdi…

Men hey… Jeg løb 40 minutter non-stop i dag. Så med begyndende form og nye briller, er jeg da parat til at sparke København over skinnebenet. Eller nusse den bag øret. Kommer lidt an på hvem der kommer først. Men håber altså ikke I forventer film-replikker derovre, for der skal jeg nok øve mig lidt…

Da jeg endte i det mørke nordvestjylland, var det egentlig ikke meningen. Først var det ikke meningen, at jeg skulle have job heroppe efter jeg endte min uddannelse i Århus. Så var det ikke meningen, jeg skulle blive hængende.

Men man tilpasser sig. Jeg tog jobbet fordi det var et godt firma. Jeg var villig til at flytte, fordi man i 2001 ikke kunne kaste en sten uden at ramme 4 Datamatikere, der ledte efter jobs. Jeg blev fordi jeg fik venner. Venner og tryghed. Og et godt job. Igennem de sidste 7 år har jeg mere eller mindre insisteret på at dette var en mellemstation. At jeg egentlig var på vej til en større by.

Men som tiden går, bliver det spor, man trasker rundt i, dybere og dybere og sværere at komme op af. Jeg har altid haft hang til tryghed, så det var egentlig nemmest at blive hvor jeg var. Og HVIS jeg skulle flytte, så skulle det være til Århus, hvor jeg kender nogle nede.

Jeg flytter inden sommer. Men ikke over på den anden side af gaden. Og ikke til Århus, hvor jeg kender byen og menneskerne. Jeg flytter til København. Og tanken er lige dele skræmmende og spændende. Jeg kender ikke byen. Jeg kender ingen derovre.

Lejligheden er opsagt, og jeg har ikke en ny på hånden. Det er til at få det helt dårligt af. Men i sidste ende, skal det nok gå. Det skal nok gå…

Lange bade, i rum uden navn.
Kan den skylles væk, denne følelse af savn?

Det er en af de dage, hvor det eneste man kan gøre, er at lægge sine problemer nederst i bunken, tage en stor øl og ønske sig et andet sted hen…

Puha, det har været en af de slemme uger, hvor jeg synes alt andet end vejret har været imod. Veninder har været på sygehuset. Veninder har haft brand i bygningen og måtte evakueres gennem altanen.

Imens kan jeg så gå og ikke være 100%. Der er for mange tanker og følelser, der hvivler rundt, og det er meget svært at finde hoved, hale eller tandhjul på nogle af tingene.

Derfor tænker jeg det er bedst at slappe lidt af. Lade sandet, der er hvivlet op, falde til bunden igen. Trække vejret og slappe lidt af med en film og en tærte. Og ikke mindst en god flaske rødvin.

At det så er en flaske jeg har lovet ikke at åbne uden en kammerat, er vel forståeligt? Ikke?

Nogle gange ville man virkelig ønske, at man bare kunne åbne en ventil i hovedet, og hælde alle sine tanker ned på papiret. Eller ud på bloggen.
Nogle gange kan man ligesom ikke rigtig finde de ord, man synes passer.
Nogle gange kommer de så småt til én. Andre gange skal man helt lade være med at skrive. 

Det har i dén grad været en hektisk weekend.  For hektisk. Jeg kan mærke at jeg ikke kunne følge med. Vi var hjemme fra Århus omkring kl 17, hvor jeg til andre folk havde sagt kl 13. Det betød at der stod en pige i nød, og ventede med en lejet flyttebil fra kl 13, men ikke kunne forstå hvor Simon blev af.
Det betød at der var folk i min lejlighed, hvor jeg ikke selv var der. Jeg følte, at jeg på én gang svigtede alle dem jeg holdt af og elskede. Svigtede dem i et forsøg på at gøre noget godt for dem, hjælpe dem, på én gang.

Jeg fik overtalt vennerne i min lejlighed til at hjælpe med flytningen og et par timer senere var både mor og datter inde i den nye lejlighed. En dyb indånding og et hurtigt bad senere, er min lejlighed fyldt op med gamle venner. Helt gamle venner. Dem man har kendt for evigt. Dem man elsker og stoler på. Vi mødes ved tilfælder måske 1-2 gange om året. Men jeg kan ikke være til stede i øjeblikket. Mine tanker er andre steder. Steder jeg ikke føler jeg kan nå. Lige meget hvor gerne jeg end ville.

Og nu. Her. Oprydning. Jeg kan klare den fysiske rod. Jeg kan faktisk godt lide den. Jeg kan mærke jeg slapper af, mens lejligheden ganske langsomt kommer til at ligne sit sterile selv igen. Men stadig er der andre ting der ligger under overfladen. En anden slags oprydning. Noget jeg ikke kan klare selv.

Jeg erkender at jeg for længst mistede grebet om denne weekend. Jeg hælder faktisk mest til at sige at den ikke har været god. Jeg ville alt, men opnåede intet. Jeg ville for meget.  Jeg føler jeg har tabt og svigtet. Midt i min bedste mening. Jeg gider kan ikke mere i dag. Reset. Kom med en ny uge.

Sweetheart Come – Nick Cave
Come over here, babe
It ain't that bad
I don't claim to understand
The troubles that you've had
But the dogs you say they fed you to
Lay their muzzles in your lap
And the lions that they led you to
Lie down and take a nap
The ones you fear are wind and air
And I love you without measure
It seems we can be happy now
Be it better late than never

Walk with me now under the stars
For it's a clear and easy pleasure
And be happy in my company
For I love you without measure
Walk with me now under the stars
It's a safe and easy pleasure
It seems we can be happy now
It's late but it ain't never
It's late but it ain't never
It's late but it ain't never