*Duuuuuut* *Duuuuuut* *Duuuuut* *Duuuuut*

*Klik*

"Hej, det er Simon. Du har for en gangs skyld ringet forgæves. Jeg er nemlig ikke hjemme lige nu. Jeg er ude på et eller andet overdrev af, i mangler af bedre ord, glæde. Det hele startede i går omkring kl 17, da min ældste kammerat kom på besøg og derved effektivt startede vores madaftener. Det var rigtig hyggeligt. Glad og lettere beruset smed jeg mig foran computeren, uvidende at jeg dermed tilmeldte mig en helt fantastisk marathon-snak, der først sluttede 02.30.

3½ time senere stod jeg op, og gik på arbejde. Der var stadig en eller anden ting, der var drejet 1 grad ud af fokus, for jeg var glad, imødekommende og frisk. På trods af ferie, sygdom og praktikant, så holdt jeg – alene – det hele i luften på én gang. Vel hjemme kunne jeg stadig mærke nattens sætninger hang i mig. Som når man, en varm sommerdag, kører på en næsten flad cykel cykel og overser et hul i vejen. Man har munden lidt åben, og kæberne bankede sammen med et smæld. Det resonerer op i kraniet og som en stemmegaffel følger resten af kroppen med. Sådan føles det. Bare på den gode måde, ikk?

Jeg når dog ikke at efterrationaliserer, før at en sød pige banker på min dør og vil ned og træne med mig. Bestemt hyggeligt, for dette plejer at ske alene. Derudover raster vægten ned, musklerne strammes og jeg løber længere end jeg har gjort i 4 år. Jeg er stadig fed, men hvad så? Så hvis I vil sige noget, så må I lige smide en besked. For lige nu er jeg ikke til at få fat i. Høj af søvnmangel og oplevelser.

Kender I det med at nogen gange er livet bare så f*cking fantastik af man frygter det er dødeligt?

Men smid I endelig en besked. For lige nu tror jeg nok jeg elsker jer allesammen. Lys og kærlighed.

*Biiiip' 

For de der tvivlede, så kan jeg hermed melde at jeg overlevede weekenden. Jeg havde dog ikke mere energi i går end til lidt sjov og spas. Derfor må I lige skrue op for abstraktionsevnen, da I nu får søndagsindlægget om mandagen. Er alle med? Og kom lige inden for og sæt dig ned, dig i døren.

Jeg skal ikke lægge skjul på at indlægget i fredags måske lige var påtaget overentusiastisk. Jeg er ikke så god til den slags weekender, hvor man bare skal snakke med en masse nye mennesker og lære dem at kende. Så jeg forsøgte kunstigt at pumpe mig op. Et trick min gamle delingsfører konstant skrev ind i hovedet på os.

”Det kan GODT være I ikke føler at I kan!! Det kan GODT være at I IKKE kan!! Men bliv ved og VED OG VED med at sige til jer selv at I KAN og I VIL. Til sidst begynder I selv at tro på det!!! Og derefter KAN OG VIL I”

Luften sivede dog lidt hurtig ud af min ballon, men jeg håber(ønsketænkning?) at saldoen viser positive resultater i forhold til sidste gang. At jeg er blevet bedre til det. Ellers stod turen på de klassiske ting. Vi tog en kutter fra nyhavn hvor vi skulle fiske undervejs. Landede i Helsingør, hvor vi var hele weekenden. Lørdag var der forhindringsløb, kajak-sejlads og pistolskydning, og ikke mindst en stor fest lørdag aften. Lad mig remse mine højdepunkter op.

• Grinte så meget at jeg var ved at falde overbord. Vejledningen i at fiske lød på ”Så tager I denne lille hårde stang og rykker lidt i den indtil i får bid”. Jeg fik flashback til alle mine byture. Måske er der derfor jeg aldrig får bid?
• Jeg har glemt hvor hyggeligt det er at stå samlet omkring et bål lettere beruset. Jeg manglede bare lige en at stå tæt med.
• Da der så melder sig en på banen, er jeg for handlingslammet til at tage chancen. Der er 3 piger blandt 43 mænd. Hvorfor i alverden ville hun vælge mig? Set i bakspejlet burde jeg nok have kastet mig ind i flammerne, i stedet for at bruge så meget energi på det bagefter :P
• Jeg er ikke ret god til at ro i kajak. Jeg er derimod ret god til at skovle vand ind i min kajak.
• Jeg er i ret dårlig kondi. Forhindringsbanen var så sød at vise det for mig. Men jeg ved fra min militærtid, at jeg har viljen til at løbe til jeg kaster op. Så på dét område kender jeg min grænse. Det er til en vis grad befriende af vide hvor man selv stopper. Underligt.
• At have 5000 edderkopper, en frø på badeværelset og skimmelsvamp på væggene som værelseskammerat, kan godt give betegnelsen ”overlevelsestur” en ny betydning.
• Jeg er stadig ikke god til mange ukendte mennesker på samme sted. Behovet for at drikke mig fuld for bedre at kunne klare det, modstred i dén gang ønsket om at være frisk til de 5 timers transport søndag.
• Bare fordi man er ekstrem dårlig til at synge, forhindre det ikke en til at klamre sig til mikrofonen igennem 6 sange. (Det var ikke mig!)
• Man kan sagtens tro at man klare sig ok i en ølstafet lige indtil de sidste meter hvor man mister overbalancen og vælter ind i ølbordet og søler hele sin højre arm ind i øl. (Det var mig!)
• Følelsen af panik er stadig en velkendt dansepartner, når der mangler piger. Man kan ikke få luft, man bliver svimmel. Der er alt for mange mennesker på for lidt plads. Det gælder om at komme ud i frisk luft uden at rører ved for mange folk. Bålet og mørke er stadig rart.
• Jeg fik set BH’er. Desværre var det mænd der havde dem på.

Så alt i alt, vist en ok weekenden. Et par sår udvendig, men ingen af betydning indvendig. Og jeg vil da lige slutte mit uge-musik-sangtekst-tema

And still this emptiness persists
Perhaps this is as good as it gets
When you’ve given up the drink and those nasty cigarettes
Now I leave the party early at least with no regrets
I watch the sun as it comes up I watch it as it sets
Yeah this is as good as it gets.

My my my it’s a beautiful world
I like sleeping with Marie
She is one sexy girl full of mystery
She says she doesn’t love me but she likes my company
For now that’s good enough for me

Jeg havde ellers besluttet en post om hvor slemt i går var på arbejde, og der efterfølgende træthed. Om hvor meget det nye system, der blev indført, tog på mine kræfter og kun tilføjede til min voksende stress-følelse. Om hvordan det føles at hundredevis af folk kastede hver sin farvede boldt mod én, og at de alle forvendtede at man greb den. Fordi det var jo deres specielle hastende opgave. Hvorfor i alverden skulle man ikke gribe deres bold?

Men det gider jeg ikke. Hold fokus. Nu tager jeg på kanindræberkursus i weekenden. Og jeg vil have det sjovt. Så farvel, Danmark. Vi ses bare når vi ses!

Here comes the sun, here comes the sun,
and I say it’s all right

Little darling, it’s been a long cold lonely winter
Little darling, it feels like years since it’s been here
Here comes the sun, here comes the sun
and I say it’s all right

Little darling, the smile’s returning to the faces
Little darling, it seems like years since it’s been here
Here comes the sun, here comes the sun
and I say it’s all right

Sun, sun, sun, here it comes…
Sun, sun, sun, here it comes…
Sun, sun, sun, here it comes…
Sun, sun, sun, here it comes…
Sun, sun, sun, here it comes…

Little darling, I feel that ice is slowly melting
Little darling, it seems like years since it’s been clear
Here comes the sun, here comes the sun,
and I say it’s all right
It’s all right

Vi har vel alle vores svage punkter. Indenfor alt. Hvis vi sidder alene os to, og er ret intime over noget rødvin og levende lys, så undgå for alt i verden denne sang.

Medmindre du selvfølgelig ligefrem har lyst til at se mig græde. Og ja…video’en gør der så meget værre. Selv nu, ved højlys dag, en torsdag, giver det sgu en klump i halsen.

Hvor er det bare smukt…

Mandagen efter mit projekt, hvor jeg var lidt nede på grund af resultatet, sagde en ret så sød og klog pige til mig: 

"Erfaringer er ikke det, der sker med dig. Det er, hvad du gør med det, der sker med dig."

Hun havde selvfølgelig ret. Hun kan åbenbart ikke have andet :) Lige nu er min vasketøjskurv total tom og jeg har ingen opvask. Jeg er faktisk lidt glad lige nu :)

Ved I hvad? Jeg vendte strømmen. Jeg sad dér på arbejdet og var faktisk i bund og grund ret ked af det. Fordi MSN samtalen i går stadig hang i baghovedet. Fordi resultatet af sidste uge ikke var så succesfuld som jeg forventede.

Bedst der som jeg sad og læste korrektur på mit sure indlæg, blev jeg enig med mig selv om at det skulle bare blive løgn. Jeg begravede mig selv i arbejde, og kiggede først op da dagen var ovre. Efter arbejde tog jeg som vanlig i fitnesscenter og gav mig selv 100%. Denne gang uden musik. Der var lige nogle ting, der skulle tænkes igennem. Det blev de. Samtalen er behandlet, og lagt til side. Jeg kunne derefter konkluderer at jeg havde tabt mig ½ kg siden sidste mandag. Jeg er ikke inde i den slags, men det er da vist ret godt?

Mine nuværende computerhøjtalere har en defekt, så dem fik jeg også skiftet ud i dag. Billede kommer senere. Og da jeg elsker dobbeltbetydninger, så lad os da slutte med Robbie Williams. Apropos højtalerne:

"I need to change the sounds that shape my life."

Engang i mine teenageår bandt jeg en lædersnor omkring det ene håndled. Ideen var at jeg gik med den i 1 år. Snoren havde ikke en betydning til at starte med. Den skulle komme hen ad vejen. Jeg ville starte på noget, som jeg ikke kendte slutningen på. Jeg ønskede at lære betydningen hen ad vejen. (Ja, de andre drenge drak øl og jagtede piger. Jeg startede et 1 års personlighedsprojekt. Go figure…)

Da året var omme havde jeg lært dette. ”Ikke alt jeg foretager mig behøver at have nogen dybere mening”. Siden har det ironiske i min konklusion underholdt mig adskillige gange. Jeg sidder med samme følelse her efter mit 1 uges projekt. For klarsynet udeblev. Verden blev ikke et bedre sted.

Af positive ting skal næves noget så banalt som morgenmad hjemmefra. Jeg følte mig endnu mere klar til dagen, og blev ikke lokket af rundstykker og deslige. Jeg fik også en masse ting fra hånden mht. vasketøj og ting der havde hængt alt for længe. Det nød jeg virkelig, og vil se om jeg ikke kan holde det så længe så muligt. Det føles godt at kunne færdigøre ting, og er vigtig for ens tilfredshedsfølelse.

Jeg kom ikke 3 gange i motionscenter. Jeg kom ikke ud at svømme. Jeg lavede ikke super mad til mig selv 2 gange. Who gives a fuck? Ugen er ovre. Lad os SÅ komme videre!

Søndag morgen tager sin begyndelse omkring klokken 10.30. Jeg har en overnattende kammerat, så det meste af dagen bliver brugt på at se dårlig tv, spise lidt usundt mad og ligge på sofaen.
Absolut intet konstruktivt blev foretaget. Opvask forblev opvask.

Projektets sidste dag blev også den mindst aktive. Motivationen svandt dag for dag indtil jeg nærmest ikke kunne få øje på den.
Aftenen blev brugt på Messenger. Meget i takt med den dårlige lørdag i byen, kørte det hele selvfølgelig af skinnerne.
Og det er svært at sove når ens hoved er fuld af tanker. Hell, det var svært nok at stå inde over bruseren her til morgen.
Jeg har ikke overskud til at angribe mandag. Vil nogen venligst tage over her?

Jeg står op klokken 10. Hvem gider sove, når lørdagen ligger dér, klar til at blive brugt? Synet i køkkenet er i den grad demoraliserende. Det vrimler med tomme flaske og 2 pizzabakker ligger smidt. Mit dejlige projekt er langsom ved at gå op i sømmene, og mandagens stramme linie virker som flere år siden.

Endnu en gang havde jeg opstillet en række regler for mig selv, og endnu engang kunne jeg ikke holde dem. Det er ret nemt at skuffe sig selv på den måde. Det tager en kraftanstrengelse for ikke bare at stå op stirre hjælpeløs på rodet. Men jeg begynder ikke at rydde op. Jeg går ud for at finde noget at spise.
Forinden har jeg overvejet præcis hvor meget jeg skal kuldsejle projektet. Jeg kan give pokker i det hele og handle mig fattig i junk food og cola eller jeg kan være fornuftig og købe rugbrød og mælk. Reddes hvad reddes kan, ikke?

Jeg ender lige midt imellem med toast. Eftermiddagen bliver brugt i fremragende selskab ved computeren. En kammerat ringer og vil hører om jeg har planer i aften. Det mener jeg ikke jeg har. Fastforward et par timer og jeg befinder mig alene mellem 2 par til en noget finere middag. Som om dét, at jeg er den eneste single ikke føles underlig nok, så føler jeg mig også altså malplaceret ved sådanne måltider. Her er det ikke mig, der har lavet reglerne, men det er noget man skal følge. Etikette.
”Simon, lad være med at bruge din egen kniv til smørret. Brug smørkniven!”
”Simon, du piller den der jomfruhummerhale helt forkert!”
”Simon, kan du godt nok ikke lugte forskel på denne 400 kroners rødvin og den til 600 kroner?”
”Simon, hvorfor vil du hellere sidde og drikke øl end det her vin?”

Ingen siger selvfølgelig noget. Det hele foregår i hovedet på mig. Jeg trykker mig lidt ned i stolen og glæder mig til at jeg bliver fuld nok til at være ligeglad. Selskabet er fremragende og de er alle gode gamle venner. Alligevel skal jeg ødelægge det for mig selv.

Vi tager i byen og drikker et par øl. Jeg føler mig gammel. Der er så mange unge smarte mennesker, og jeg sidder det samme sted som jeg gjorde for 10 år siden. Er jeg virkelig ikke kommet længere? Jeg kan mærke til hele er ved at ende i bitter vrede, og jeg ved at jeg snart skal tage hjem før det ender med at gå ud over nogle af dem jeg elsker. Byturen slutter klokken 4.

Der er hul i dæmningen, og vandet fosser ind. Jeg gør hvad jeg kan for at stoppe brudet. For at forhindre det ikke bliver værre end det er. Men så snart jeg stikker en finger i hullet, så bliver presset for stort et andet sted, og det begynder at pible ud. Snart har jeg ikke flere ting at stikke i hullerne. Øhm….nå! Videre med indlægget!

Stadig rystet over katastrofen i går, kommer jeg alt for sent op. Jeg når ikke at spise morgenmad hjemmefra. Hvor er det typisk at falde lige før mål. Jeg forsøger at minimerer omfanget på arbejde ved at nøjes med et styk rugbrød med ost. Til middag bliver jeg lokket med 2 kinaruller og lidt salat.

Eftermiddagen bliver brugt på reception, hvor der drikkes en økologisk hume fra Thy og et glas hvidvin. Jeg har ikke fået det store, så det går lige i hovedet. Det betyder også jeg føler mig lidt småstiv, når jeg skriver dette. Og jeg er vist også lidt beruset.

Efter arbejde tager jeg på shopping sammen med en veninde. Først skal vi i Mathas efter lipgloss, løbestift og neglelak noget. Detefter handler vi trusser. Derefter ser vi på tasker der matcher nogle sko. I finder pludselig ud af at min stemme er blivet lidt lys, og jeg får en stor lys til at handle en lyserød t-shirt.  For at skabe lidt vægt på mande-siden køber jeg derfor 2 ølglas fra Holmegaard. Hun takker nej til en øl hos mig, og vi skilles.

Jeg får fat i en kammerat, der ikke har noget at lave og vi mødes oppe ved mig med en masse restflasker alkohol og noget Stand-up. Hvorfor dog sidde og snakke med hinanden, når vi kan grine af fjernsynet? Vi tager til live musik, som viser sig at være ret dårlig. Byturen ender på alle måder middelmådig, og jeg er hjemme omkring klokken 5.