Min far: “…nej, for vi skal ikke på camping før Simon taber alt sit hår…”

Mig: “Ahva!? Ikke flere traumer end jeg allerede har, tak!”

Min Far: “Nej nej, jeg snakker skam om træet. Det skal først tabe alle sine blade før vi tager campingsvognen hjem, så vi ikke skal til at rengøre den igen…”

Mig: “…“

Da jeg stadig boede hjemme ved mine forældre, boede jeg i bedste teenage-stil ude over garagen med tilhørende egen indgang. Lad os glemme for et øjeblik af der var 50 grader om sommeren og minus 10 om vinteren. Lad os glemme at når det blæste fra øst, så lettede tæpperne oppe i mit værelse. Og lad os glemme at edderkopper og alt muligt kryb krøb igennem sprækkerne nede fra garagen og op til mig.

For i cirka 1 uge om året blomstrede “Simon’s træ” og fyldte mit gavl-vindue i et lyserødt candyfloss-eksplosion.

Jeg vil da også lige vise at jeg er med på Radio-beat’et. Jeg ved ikke med jer, men jeg kommer til at tænke på en ung Alanis. Og ikke pga stemmen :)

Lad mig med det samme sige, at jeg ikke har brugt min normale bloggetid på at gå. Den er blevet brugt i min vinkælder, forbandende at jeg tog jobbet som holdkaptain, der pludseligt viste sig at være en del sværere og mere omfangsrigt end først antaget.

Det startede eller så godt på dag 2 eller 3 med peptalk til deltagerne. Jeg havde endda energi til at gå ind og overvåge om de nu også gik som jeg gerne ville have det. Jeg sendte også trussels-sms’er til en udstationeret kollega på ferie, som åbenbart troede at han skulle sidde i en stol og drikke øl, istedet for at gå. Jeg forslog at han i det mindste bandt tælleren til hunden for at få nogle skridt.

Det skulle imiddlertid vise sig fatalt, at jeg sparede på omkostningerne, da jeg købte skridttællere i Bog & Idé til 30 kr stykket. Allerede 3 dage inde i projektet begyndte udstyret at give problemer, for derefter at forsvinde i en sky af billig plastikstøv. Der blev omrokeret til de defekte skridttællere fra sidste år, hvilket mildt sagt ikke var den bedste løsning.
Jeg er sikker på at de ville have talt negativt, hvis de havde haft den funktion…

I rollen som holdkaptain endte jeg total desillusioneret. Trappede op på mit kaffeforbrug, skar ned på vandindtaget og begyndte at ordne alt fra min plads i ren og skær trods. Jeg overvejede endda at smugle alkohol med på arbejde, bare for at synet af mit holds frie fald på grafhimlen blev lidt lettere at tage. Alt imens de andres streg nærmest var lodret op.

Bunden blev i dén grad nået, da jeg en dag glemte at indrapportere mine skridt og fik derved en 0-dag. Det købte i samme sekund alle medlemmer håne-retten resten af tiden.

Og hér sidder man så. På randen af total sammenbrud. Med en defekt skridttæller, frustrerede og mobbende holdkammerater. Grinende konkurrenter. I overforbrug af kaffe og selvmedlidenhed.

Eneste trøst at af de skridt jeg tager mod bunden tikker ind på det lille lorte-agregat i mit bælte…

Livet i alt almindelighed har besluttet at udfordre mit skridt-ræs ved at lancere en Bluetooth-dims i firmaet.

• Der omfordeles poser med bolsjer som smitter af og giver blå mund. (Og for de langsomme….blå tænder)
• Der gives lagkage i kantinen med 2cm tykt blåt sukkerbombeagtig glasur.
• En medarbejder besluttede sig for at aflønne mig med en Yankee-bar.

Hvem har nål og tråd? Der er sørme sprunget en syning.

I et øjebliks vanvid tog jeg udfordringen op omkring Tæl Dine Skridt. Den mentale vanvidsbrik væltede åbenbart og tog et par brikker mere med sig i faldet, for inden jeg havde set mig om, havde jeg sovset mig selv fuldstændig ind i udfordringer overalt på fabrikken. Derudover havde jeg også sendt et par hånelige mails, som mere eller mindre garanterede sejren, hvorefter jeg, sikker på mig selv, smed mit selvværd og håne-ret i puljen over trofæer som receptionisterne nu højst sandsynlig vil hænge op på deres væg om 14 dage…

Jeg meldte mig tilmed som holdkaption for det stolte IT hold, der ved samme lejlighed blev lukket op ad kælderen, missende med øjnene mod den stærke April-sol og forskrækket over at være lukket ud i det fri for første gang siden Las Colas-tilbudet i Aldi for 37 dage siden.

Jeg ved ikke om jeg troede at jeg, med en fusion af William “They might take our lives…” Wallace-talen og den ny-sete “Tonight we dine In Hell” 300-tale, havde givet mig forhåbninger om at jeg kunne skabe en ‘powerspeech’ som kunne drive mit hold til overraskende sejr.

Jeg skulle blive meget klogere. Jeg kan stadig høre de højlydte fnis, da de forskellige hold fandt ud af at 5 ud af 6 medlemmer fra mit hold ikke havde skridt-tæller med til den første dag, som var i dag. Da de så finder ud af at en fra mit hold nærmest har opgivet på forhånd, har de svært ved at holde lattertårene tilbage.

Men det skal være løgn! Krigen er lige begyndt og måske er det første slag tabt, da vi slet ikke mødte op, men krigen kan stadig…ehem….deltages i? Jeg har derfor været nede og købe skridttællere til resten af mandskabet, sendt trusselmails til den sidste dovne kollaga og pudset kondiskoene.

Det sidste skridt er ikke talt i denne sag…

Regnen, der forstærkes af det faktum af det lander på en skrå rude, larmer vedvarende og gråt om kamp med min brors alkoholforøgede snorken.

Sofaen han ligger på, har været lun af menneskevarme kroppe det meste af dagen. Tidligere var det mine forældre, der med traditionsrige sammenfiltrede ben, besøgte hver sin lille drøm.

Min far der, med påtaget alvorlig mine, bekendtgøre at næste gang køber han discount-sodavand, inden han bliver drukket fra hus og hjem, da min bror åbner sin Cola nummer 6 eller 7.

 Dejlig påske. Dejlig at komme igang. Var det dét? Det tror jeg nok dét var.

Først set på nettet og senere købt på DVD. Set flere gange end jeg gider tælle. Et lysende eksempel på god humor og genial timing. Hvis man er til den slags…

Baby

If I were gay

Talk to me

Love Song

Noget af dagen i går blev brugt hjemme hos mine forældre. Min far var kommet i besiddelse af noget træ, som han gerne ville have hjælp til at bære på plads. Jeg sprang selvfølgelig straks til hjælp. Vejret var jo skønt, og jeg havde efterhånden godt af at komme ud i den friske (nu gødningslugtende) Thy luft.

Jeg forundres stadig over hvor fumlet jeg bliver når jeg skal slæbe træ. Der gik 2 minutter før jeg fik flået venstre håndled op og yderligere 3 minutter før jeg fik fyldt venstre øje med savsmuld. Men det var nu dejligt at være ude. Man bliver træt på en helt speciel måde, som jeg ikke at vant til efter en dag på et keyboard.

Jeg ville gerne kunne sige at dette var noget af min fortjeneste. Desværre kan man slet ikke se mit bidrag. De 3 småpinde jeg slæbte, er nemlig omme på den anden side af denne bunke. Som min mor forøvrigt slæbte på plads.

Jeg ninja’ede lige et billede mere fra deres have. Denne gang med en påskelilje-front med et vandfaldsbaggrund. Min kære moder har ikke været i haven endnu, så I må have hende undskyldt :)

Hvordan skifter man mening?

1. Tag en sang som jeg ellers ikke kan lide, men en gruppe som jeg hader, og en personlighed som kan balancere på kanten af at stykke papir. Nåå ja. Og så kan de ikke synge*.
2. Tag derefter en som kan synge. En som har personlighed. Og som laver sangen til hendes egen. Så er den vist hjemme…

*Hvis man ikke kan finde ud af at lave film, hvad gør man så? Men overgiver sig til hurtig MTV klipning og musik, i håb om at det går så hurtig at tilskueren ikke opdager at kvaliteten er ikke-eksisterende. Samme teknik bruges også indenfor musik. Skulle jeg mene :)

Alanis tør heldigvis skrue ned for alt andet end hendes stemme. Men den står nu også helt fantastisk alene…