Som skrevet, så fik jeg slukket lyset 1 time, men der er sandelig en del jeg skal have styr på, til næste gang jeg kaster mig ud i den slags ekstremiteter.

For det første havde jeg ikke helt styr på tiden, og først 20.10 opdagede jeg, at jeg var for sent ude. Jeg sætter min lid til at en på Fyn startede 10 minutter før tid.

Derefter kom det som en overraskelse, at jeg egentlig havde brug for et lys alternativ. Så jeg måtte ræse rundt og finde stearinlys. Ikke nemt, når man bliver helt befippet af den altovervælende flodbølge af skyld, som følge af, at alle er startet uden mig…

Næsten klar, slår det mig at jeg egentlig skal tisse. Og her begynder den virkelig krise at kradse. Jeg overvejer nøje mine muligheder. Jeg kan lade lyset være lukket og tage et levende lys med derud. Men jeg er ikke vild med tanken om kønsdele og varm stearin, så den bliver forkastet. Jeg kan også vælge at tro at denne event, har givet mig ukendte evner, så jeg pludselig kan tisse i mørke. Sandsynligheden for det, er dog svimlende lille, og jeg ville sikkert ende med at stå i en sø af urin. I buldermørke. Og dén kvote er altså fyldt for Marts måned.

Så det ender med at jeg tænder alt lys igen, og må se adskellige nederlag i øjnene, før jeg kan starte på den gode samvittighed. Som så vist nok ikke var så god igen…

Men hyggeligt blev det da…

Det er så i aften fra 20 til 21 at det er meningen, at vi alle sammen skal slukke lyset. Nu har jeg ingen kæreste, så jeg kan egentlig ikke udnytte timen, som jeg havde tænkt mig, den skulle udnyttes.

Ja ok. Udnytte de første 10 minutter så, men så kramme de andre 50 minutter til stearinlys!

Men jeg kan da kun opfordre til at finde de levende lys og hyggen frem. Google har slukket lyset, så vi andre kan lige så godt følge trop…

Note to self: Når der kommer folk på besøg, så er det nok en god idé ikke at have en Lady-Shaver liggende på stue-bordet…

Det er ikke min…

Really!!

Man ved bare at man har undervurderet snevejret, når man træder ud af sin dør og tø-sne skylder ind over sin sko. Her er jeg altså meget tæt på at vende om, og gøre brug af den velkendte varm kakao/skumfiduser/tæppe/film-kombo.

Jeg mener, 1 skridt fra døren? Jeg har jo ikke langt hjem! Der er dog noget der taler imod vinterhygge sidst i Marts, så jeg fortsætter. Nu storbrokkende og halvt-humpende, for på en eller anden måde at undgå at træde mere sne op i sokken.

Og hvad sker der lige for sne-rydningsfolket? Det er noget med, at nu er deres storhedstid endelig kommet, og så skal de sandelig udnytte deres magt på den mest sadastiske måde. Dette gøres ved at rydde stier, som på mystisk vis ender i en kæmpe snedrive uden andre udveje end den vej man kom fra.

Nu mere end nogensinde, trænger jeg i den grad for forår!

Jeg har mere brug for ferie nu, end da jeg tog på ferie, så min påske har vist været som den skulle :)

Jeg mødte på arbejde i går, og blev straks konfronteret med en akut krise af væsentlig og vidtrækkende karaktér; P3′s netradio ville ikke rigtig som jeg ville, så jeg blev nødsaget til at foretage en brandslukkende beslutning.

Jeg skiftede til 100FM. Nu ved jeg godt at det var en fejl. At jeg skulle have overvejet de timelange konsekvenser dén sekund-beslutning affødte.

For Fanø da også, hvor er der meget tuderock og følelsessange på den kanal! Resultatet blev at 3 kollegaer gik hjem, der var mere i kontakt med deres følelser end nogensinde før. Og jeg er sikker på at lillefingeren stritter hver gang de holder kaffekoppen. Mindst ind til søndag.

Hvis man spilder mælk, så er reglerne krystalklare; Man skal ikke græde…

Men hvad hvis vi snakker om det der underlige  pulvermælk, som skal i kaffe-automater? Skal man halv-snøfte? Og hvad skal man i øvrigt når man får noget i øjet?

Og efterfølgende er lidt for voldsom med kakaopulveret, så det udvikler sig til en ondsindet brun sky, der komplet omslutter en?

Ikke noget at sige til, at jeg efterfølgende lod en anden tage først, i frygt for maskinen skulle eksploderer i et inferno af obskue pulver-arter, varmt vand og medarbejdere…

Jeg giver bare så meget, og får simpelthen så lidt igen. Det kan godt være at jeg ikke mærker det til hverdan, men pludselig dukker det bare op, og er et kæmpe problem imellem os…

Og det gør at jeg ikke kan spise eller sove. Det får mig til at tænke på, om der måske er noget bedre derude for mig. Noget mere….givende.

Jeg er ked af jeg sådan bare ævler det ud. Du troede vel alt var i orden? Jeg mener….Du gjorde vel bare som der blev sagt? Og tolkede tavshed og rutine som gode tendenser?

Jeg er ked af det, men dette fungerer simpelthen ikke. Vores forventninger passer ikke sammen. Lad os mødes igen om et år, og se om noget har ændret sig?
Her under uret, i regnen. Jeg kan kendes på de bøjede drømme, det påtagede smil og hverdags-masken, der strammer bare en andelse for meget i nakken.

Jeg kan ærlig talt ikke komme på noget bedre at bruge lidt af min søndag på.

Jo jo. Det kan jeg så godt…Men i det mindste har jeg chokolade!

Jeg har igennem det sidste stykke tid haft et intenst hade-forhold til mit køleskab. Pludselig engang i sidste uge, begyndte den at komme med nogle mærkelige skrabelyde. Med irriterende jævne mellemrum.

Først slog jeg lidt på siden af den. Det er mit universelle handy-mand middel, og det jeg, som sexløs semi-nørd, kan strække mig til.

Det virkede ikke…

Så overvejede jeg at ringe til min udlejer. Men ham har jeg i forvejen et pinligt forhold til, da han skifter min loftpære ude ved bagtrappen, hvor mit toilet er. Ja….Jeg kan ikke selv skifte en pære. MEN beskyttelsesskærmen er altså også lavet af det, de bygger rumfærger og beskyttelseskamre af! Og har en eller anden sindrig tidsløs.

Så udlejeren er også ude af billedet….

Så overvejede jeg min far. Sidste og bedste instans. Og en middag og kaffe er altid et godt påskud for at lokke ‘de gamle’ til byen.

Det blev dog ikke nødvendig. For i nat cirka kl 01.44 fandt jeg selv løsningen, da jeg bukkede med ind efter juice.

Man skruer dimsen ned fra Max køl til omkring 3.

Flot Simon…