Mindre frækt, men mere velsmagende… En dybdegående journalistisk tilgangsvinkel, til denne by’s mærkelige madvaner. Jeg tog selvfølgelig munden fuld, og fulgte tilbudet til….enden.

Jeg brugte det meste af dagen i går på at afrime køleskab/fryser. Mit køleskab har igennem længere tid udstødt lyde, der mest af alt lyder som noget, der er træt af at leve.

Sammenkoblet med, at køleskabspladsen var halveret af alt det is, der var på siderne, besluttede jeg at sætte hårdt mod is, og rengøre hele lortet. Set i bakspejlet, var der flere ting jeg burde have taget højde for.

• Tiden.
  I den fremskredne selvmordstilstand, som mit køleskab var i, så tog det en del længere tid end forventet. Så alle mine frost-varer tøede op, og jeg skulle smide en masse ud. Men det var nok meget godt. Blandt genstandene var glögg…
   
• Placering.
  Jeg havde så travlt med at få torturen overstået, at jeg ikke tænkte mere over hvordan oprydningen skulle foregå. Så da jeg havde flyttet alt mad ud på køkkenbordet, og skulle have hylderne ud, var der ikke mere plads. Så jeg begyndte at stable og stable… Ved klimaks tog jeg et billede (af tårnet) og satte det på auktion som installationskunst. Budene er pt. oppe i 3500£.
   
• Omfanget.
  Både køleskab og fryser var så is-befængt, at det ikke bare ville smelte let og elegant. Der skulle vold til. Så jeg fandt en kniv og begyndte på bedste ‘Basic Instinct’-stil at hakke store flager af siderne. Jeg havde sat en balje med varmt vand ned i bunden af køleskabet, så jeg fik en smuk is-bjerg/vand-effekt, hver gang jeg hakkede et stykke af. Som sidegevinst pjaskede vandet op ad bukser og trøje. Derudover var det hele også ved at tø op, så der var en smuk flod ud af køleskabet, som dannede en sø, lige der hvor jeg stod. Så snart stod jeg i bare tæer. I en sø af køleskabsvand.

Freeze-frame.
Så står jeg der. Med overkroppen inde i køleskabet. Hidsigt hakkende på noget is med en kniv. Halv gennemblødt. I en sø af vand. I bare tæer. Med et vaklende tårn af køleskabsdele og madvarer i baggrunden.

Støn. Næste gang køber jeg bare nyt køleskab…

PS. Nu larmer det vist endnu mere end før…

Først var det Rosendahl vinkarafler.
Så var det Global knive.
Derefter kom turen til blå trampoliner.

Og nu er det så blå bassiner i baghaven, der er store som en hel svømmehal.

Så nu kan danskere med god smag, sætte af fra bunken af karafler og skinnende knive, ramme trampolinen og lande behageligt i deres 1:1 perfekt model af en OL svømmehal.

Oh jubel…

Jeg nyder at høre musik, når jeg går i bad. Som når man går i takt til musikken, så kan man åbenbart også vaske sig i takt til musikken. Go figure…

Det er dog blevet ret problematisk, når nu alle medier er fyldt med EM-fodbold. Også min radio. OGSÅ når jeg går i bad…

Og rytmen går TOTAL fløjten. Ved indkast vælter alt mit shampoo. Ved frispark får jeg sæbe i øjnene. Ved hjørnespark bliver jeg filteret ind i badeforhænget.

Men det er nu det hele værd, når de score…

Her i Thy regner det, til trods for at weekenden nærmer sig. Det er dog ikke noget, der ikke kan kureres med lidt saxofon, big band og The Boss.

Man kan ikke andet end blive glad.
God Weekend!

Irritationen er til at tage at føle på. Umulig at komme fri. Umulig at presse en forløsende tanke fri nok til, at den kan få luft. Der er kun én ting at gøre; forsøge at løbe fra det. Da løbetøjet er kommet på, putte jeg min Nike+ i lommen. Den er god for konkurrencementaliteten. Der kan sættes mål, og løbes mod andre over afstande. Jeg overfører det ønskede løbeprogram til uret, og tager den på. Den er god til måling. Med et enkelt blik kan jeg se hastighed, intervaltiden, puls og samlet distance. Jeg ønsker næsten at jeg kunne spænde uret på mine følelser. Se resultatet. Se hvor man skulle hen. Se tiden det tager, og hvor hårdt det bliver. Finde vej.

Ude på asfalten er benene ikke helt forberedte. Sygdom og en familieweekend har sat sine spor. Jeg runder et hjørne og kommer om på langstrækningen nede på kystvejen. Vinden slår imod, og sagtner min fart fra de ønskede 10km/t. Det bliver en hård tur. Også løbeturen.

“It makes me want to scream
To fall out of this dream
It makes me want to find the things
I thought you wanted
It makes you want to try
To leave it all behind”

Strækningen på kystvejen slutter med en svag stigning, og jeg løber til højre ind ad en villa-vej. Forbi ondskab manifesteret i en butikskæde; Aldi. Der er ikke længere modvind, og pulsen ligger rimelig konstant på 170 slag. Et par sving, og jeg kommer ud på kystvejen igen. Denne gang ned ad bakke. I medvind.

“It’s falling into place
In clear perspective”

Turen er snart slut. Løbejakken er våd, da dryfit t-shirten gør sit job, og transporterer sveden udad. Jeg sætter min transporthastighed op. Uret bipper. 1 minut tilbage. Benene syrer til, og jeg drejer hidsig ind ad en lille sti. 30 sekunder. Stien slutter i brat stigning. Jeg sætter farten yderligere op. Kroppen protesterer via en metalisk smag i munden, og en pludselig kvalme.

“So now you speak to me
In perfect silence”

Uret bipper igen. Turen er ovre. Jeg går stille hjem med en let smerte i venstre ben. Sikker på det er væk i morgen. Hjemme strækker jeg ud, og overføre data fra iPod og ur til computeren. Max puls 190 slag. Ny lap-rekord. Der kommer desværre ikke en graf over mine følelser. Dumme ur. Lettere skuffet går jeg i bad.

*Musik af danske Mercenary – Redefine Me

Efter en fest, der indeholdt øl, shots og lidt flirten, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, tog jeg mig lige et par sygedage. Så kan jeg lære, at lade være med at løbe rundt ude i regnvejr om natten.

Min strategi fejler dog grumt, da jeg vælger den ugentlige fiskedag til min storstilede tilbagekomst. Derudover tror alle mine kollegaer både det ene og det andet, da jeg holdt 2 dage “fri” efter firma-festen.

Dårligere rygte og fiskesmag i munden… Jo tak.

Pre-script:
I en led konspirationsteori af en aftale skal jeg have fast-net telefon, som en del af det internet jeg har. Ikke frivilligt, og derudover til stor irritation…

Normalt tager jeg ikke min fastnet-telefon, når den ringer. Normalt er det kun mine forældre og sælgere af Ubrugeligt Lort A/S, der ringer til det nummer. Jeg tager absolut ikke min fastnet-telefon, når det er et anonymt opkald. Så er det nemlig altid sælgere, der vil sælge mig et årsabonnement på fiskens problematiske levevilkår i Put’N'Take-søen vest for Lem. Jeg har meget svært ved at sige nej, og kan dermed nemt overbevises om at Lem og omegns fiskebestand faktisk er en af mine kerne-interesseområder.

Heldigvis har jeg fået en dejlig ny kontakt. Uheldigvis ringer hun anonymt til min fastnet telefon.

Så udover en masse utrolig sjove samtaler med hende, så er jeg nu også ejer af “Fisk med Lem”, Politiken og et hav af andre mærkelige telefonsælger-ting.

Hvis der er noget, der kan fjerne ens rejsning på arbejde, så er det altså ordet “Kompetancematrix”.

Yrdk..

Er det kun mig, der falder uden for den typiske kategorisering, når jeg…

• Starter med at spise en halv pose chips lige før jeg tager løbetøjet på?
   
• Konsekvent vender mine løbebukser forkert halvdelen af gangene?
   
• Ikke har helt styr på ruterne, så det ender med jeg må gå flere kilometer hjem?