Jeg kan ikke helt regne ud om det er godt eller semi-katastrofe, at alle mine møbler er billige og ikke mindst ser billige ud.

Dette har jeg næsten bevist gjort, for at jeg så når jeg finder “Min Stil(TM)” kan skifte alt ud og leve et fantastisk liv med en evig solnedgang i baggrunden.

Nu hvor jeg så flytter klokken snart, så er det jo oplagt at skifte alt ud. Men jeg har ingen anelse om hvad min stil er. Jeg har en idé om hvordan jeg måske kunne tænke mig at mit sofa-bord kom til at se ud. Men jeg aner ikke om den findes i virkeligheden…

Måske er min stil at jeg ingen har?

Min nye lejlighed har indbygget vaskemaskine. Og mens glædes-tårerne allerede er på vej ned af kinderne og armene er på vej over hovedet, så bundfælder der sig endnu et faktum. Der er også opvaskemaskine.

Jeg ved godt at jeg før har påstået at opvask i hånden har sparet mig millioner i psykolog-timer, men det er nu engang rart at have et sikkerheds-net.

Sidste lysglimt i denne omgang: Lejligheden er i stuen. Jeg har ellers i mange år, gået i den tro at alle stue-lejligheden var bolig-fatamorgana. Jeg har aldrig boet i en stuelejlighed, og aldrig flyttet for folk, der skulle hen eller fra en stue-lejlighed. Således var disse oaser ved jorden umulige at komme i nærheden af. Kun oprettet med falske pap-møbler og mannequin-dukker, så andre boligsøgende kunne opretholde håbet om engang at komme til at bo ved jorden. Illusionen om at der findes stue-lejligheder, har alene holdt bolig-markedet kunstig gående i årevis.

Jeg fik da pakket lidt. Og flyttet lidt. Et par kasser. Nærmest på symbolsk plan. Jeg flyttede var så gamle VHS bånd. Sikkert endnu mere symbolsk. Jeg har bare ikke helt regnet ud hvordan.

I morgen er der snak om lejlighed og med min bankdame. Det hele falder i hak eller bliver presset på plads. Hvis det bliver hvor jeg tror, så får jeg omkring 45 minutter på arbejde i offentlig transport. Jeg kan ikke gennemskue om det er meget.

Jeg kan heller ikke gennemskue om jeg planter mig et røvkedeligt sted, hvor ingen vil se mig. Og det kommende arbejde er et helt kapitel for sig selv. Et jeg snart ikke tør at skrive om…

Men altså…. jeg er god til at lave kaffe. Jeg kan sagtens lave en kage. Jeg kan måske endda fortælle en vits. Så hvis alt bliver kedeligt, så må I da gerne kigge forbi…

Ik?

Så er der kommer et par flyttekasser ind ad døren, og det hele føles pludselig meget virkelig. Lidt for virkelig. Er det de svimlende beløb for flyttebil og alle de andre ting, jeg ikke har taget højde for?

Og at det hele er halvanden måned væk, og jeg stadig ikke har et sted at bo. Gad vide hvor lang tid man kan langtids-booke et mødelokale?

Inde i mit hoved kørte talen fra “When Harry Met Sally”. Vist også lidt fra “PS I love you”. Faktisk kørte der en hel masse film rundt, hvor fyren i alle sammen, formår at sige de helt rigtige ting.

Jeg åbner munden, og kan allerede se for mig, hvordan de bagerst rækker får tåre i øjnene….

“Du er ret sød…”

Superflot, Simon. Og tager man det med, at hvis man ikke er en jyde, så forstår man ikke at “ret” betyder “meget”, så er sætningen da overhovedet ikke en film værdi…

Men hey… Jeg løb 40 minutter non-stop i dag. Så med begyndende form og nye briller, er jeg da parat til at sparke København over skinnebenet. Eller nusse den bag øret. Kommer lidt an på hvem der kommer først. Men håber altså ikke I forventer film-replikker derovre, for der skal jeg nok øve mig lidt…