Der er nu intet som dage, hvor man kommer helt ud i ydregrænserne af sine spidskompetencer. Eller retter. Langt væk fra dem.

Det starter som regel med at man øjner en let overkommelig opgave, som er tilpas latterlig let samtidig med at være svagt handy-mand agtigt(Nej, den er ej), til at man forventer macho-feel-good boost de næste par måneder, og dermed kan udskyde de rigtige opgaver, til ens far kigger fordi til sommer.

Nuvel. Jeg satte mig derfor det mål, at i dag skulle der skiftes en halogenpære i soveværelset. I kid you not! Fyldt med overskud, skruer jeg dækslet af, for at se hvilke pære, jeg skal finde i nærmest butik. Den mangler. Jeg forbander mig selv, for 6 måneder før, at tage pæren ud og lægge den et sted, så jeg sagtens kan finde den, når jeg “lige smutter ned og handle”. Nu er den væk.

Skruer endnu et dæksel af. Fisker pæren ud(Hvad sker der egentlig for “Rør den med en finger og så virker den ALDRIG igen”?) Så med en køkkenrulle-pakke langt ud fra kroppen, går jeg ned i nærmest butik, og er forundret over at de har lige hvad jeg skal bruge.

Hjemme igen er skidtet selvfølgelig umulig at sætte i. Kombinationen af køkkenrulle og 1 rum-milimeters plads, gør stort set opgaven umuligt. For mig. Endelig lykkes det, og jeg sætter begge pærer i, skruer dækslet på, sætter dem på plads, og tænder for lyset…..

Det virker stadig ikke.

Skruer dækslet af 2 af lamperne. Bytter dem rundt. Tænder. Den der aldrig har lyst, lyser stadig ikke. Aha. Pæren virker. Nu snakker vi altså strøm og ledninger. Great. Jeg tager en stol og kigger ovenpå klædeskabet, som jeg i mit stille sind er begyndt at hade på nuværende tidspunkt. Det er et virvar af ledning og sammenkoblinger med tape. Jeg er sikker på at jeg vil ende med at få stød og skvatte ned fra stolen. Forsigtig bytter jeg rundt på 2 ledninger. Stadig lige død. Så transformatoren virker. Jeg skiller derefter en samling ad og meget teknisk “rykker” lidt ved ledningerne. Stadig intet resultat.

Det er så nu jeg ser knap på ledningen, som tænder lampen. Helloooooo rødvin.

Utroligt så lang tid der skulle gå, før det gik op for mig, at grunden til tavsheden, er at der er alt for meget at sige…

Der skulle et tag fra Mette til, før jeg kunne børste nytårsglimmeret af, og skrive et indlæg. Jeg kan allerede nu sige, at det ser ikke godt ud for 2010, for dette ender pinligt.

Mit køleskab er nemlig ikke smukt casual pyntet som Mette. Eller macho med Tyler Durden og burgers som Kasper.

Jeg vil snarere kalde mit for den underlige onkel, som nu aldrig bliver inviteret med til festerne, fordi folk ved ikke om de skal grine eller glo. Så de gør begge dele.