Af uransagelige årsager befandt jeg mig sidste søndag i et Arriva-tog på en skummel strækning et sted i Jylland. De er godt nok alle skumle, men denne var specielt skummel. Det er en af de strækninger, hvor de kreative kræfter har haft fri linie, og er løbet det HELT ud.

Det er således mellem stationerne Tim og Lem, jeg decideret begynder at frygte for mit liv. Uafhængeligt af hinanden stiger 3 personer på toget, og sætter sig skræmmende tæt på mig;

• Jægeren komplet med krokodilletand-besat hat og riffel-kuffert. Med det jyske Hill-Billy twist.
• Den nervøse fyr som roder med et pilleglas hele turen.
• En gut med de største bakkenbarter jeg nogensinde har set. Jeg var henne og bekræfte at de endte ved anklerne.

Der var øjeblikke hvor min voldtægtfløjte var helt oppe af lommen…

Nu skulle man nok tro, at jeg havde fået nok af caféer og den slags jet-set steder i København og omegn. Nej nej, man skal da maveplaske i sit frygt-bassin, skal man.

Så inden jeg fik set mig om, så befandt jeg mig til opsætningen af MacBeth med Nicolas Bro og Sofie Gråbøl. Jeg har altid kunne se mig selv, en smule, i Hr. Bro. Måske på den der overvægtige nørdede “Jeg samler på tegneserie”-måde. Okay, jeg samler ikke på tegneserier, men jeg har da “fed” ret godt kørende for mig. Anyways, så denne forestilling var helt klart et shoe-in.

For det første, er det jo en fornøjelse, når folk ryger i deres fordoms-kasser med et hult tilfredsstilende drøn. Og der var bestemt typer i teateret den aften, som jeg havde håbet på at se. De der, hvis halstør-klæder har en dybere mening. De der, hvis ringetone spiller et fibonacci-mønster. De overanalyserende hvidvins-sippende teater-gængere, som når det kommer til stykket, jeg jo selv gerne vil være. Men mit halstørklæde er gråt, og jeg kan ikke få ringetoner ind på min lorte iPhone. Men de var der. Og de analyserede i pausen.

Og det var perfekt. For på et tidspunkt, kan man ret faktisk rejse sig op og råbe: “Prøv lige at se, for fanden. Han har jo ikke noget tøj på!”